Kalistat Lund blev mødt med værdifulde klimaindsigter fra engagerede borgere i Tasiilaq, Sermiligaaq, Kuummiut og Kulusuk
Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Kalistat Lund, har afholdt klimaworkshops i Tasiilaq, Sermiligaaq, Kuummiut og Kulusuk for at inddrage borgerne med fokus på deres oplevelser af klimaforandringerne og deres holdninger til klimatilpasnings- og klimaafbødningsindsatser. Borgernes stemmer skal bidrage til den kommende nationale klimastrategi.
Sendes af:
Naalakkersuisut har igangsat udarbejdelsen af en national klimastrategi. Klimastrategien skal indeholde de overordnede mål og indsatser for vores nationale klimaindsats og have fokus på udviklingsmuligheder i landet. Naalakkersuisoq Kalistat Lund vil afholde klimaworkshops i landet for at inddrage borgerne med fokus på deres oplevelser af klimaforandringerne og deres holdninger til klimaløsninger. Med besøgene i Tasiilaq, Sermiligaaq, Kuummiut og Kulusuk er de første klimaworkshops nu blevet afholdt. Forsker Inuk Petersen fra Pinngortitaleriffik deltog sammen med Naalakkersuisoq Kalistat Lund på klimaworkshopsene for at tale med borgerne om klimaforandringerne og konsekvenserne for lokalsamfundet.
”De afholdte klimaworkshops i Tasiilaq, Sermiligaaq, Kuummiut og Kulusuk bekræftede mig først og fremmest i borgernes store klimaengagement. De bekræftede mig i, at klimaforandringerne – og de løsninger, som kræves – skal tage udgangspunkt i de mennesker, der bliver direkte påvirket af konsekvenserne. Engagementet fra borgerne, der fortalte om deres oplevelser med klimaforandringerne og deres forslag til klimaindsatser er vigtige for arbejdet med strategien”, udtaler Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund og fortsætter:
”Borgernes bidrag til den nationale klimastrategi er meget værdifulde og helt afgørende for den videre proces. Vores nationale klimastrategi skal tage udgangspunkt i borgernes oplevelser og deres forslag til nationale og lokale klimatilpasnings- og klimaafbødningsindsatser. Det glæder mig derfor meget, at bidraget var så stort og givende. Det er mit håb, at borgere i resten af landet vil møde mig med samme engagement”, afslutter Naalakkersuisoq Kalistat Lund.
”I Kuummiut mærker vi dagligt de uundgåelige konsekvenser ved klimaforandringerne. Det er særligt fangere og fiskere, der brødføder sig ved at sejle ud i deres joller, der er påvirket af konsekvenserne. Det er konsekvenser, som vi alle fremover må handle på og finde løsninger for. Konsekvenserne ved klimaforandringerne medfører også, at det bliver mere tydeligt for os i Kuummiut, at vi bor i et yderdistrikt. Derfor er det også vigtigt, at vi i fællesskab bidrager til den nationale klimastrategi. Jeg har fået meget ud af at deltage, hvor der var forskellige oplæg om klimaforandringerne og udarbejdelsen af den nationale klimastrategi. Det er mit indtryk, at fangerne og fiskerne også fandt det lærerigt. Jeg vurderer, at det var en vellykket klimaworkshop”, udtaler bygdebestyrelsesmedlem fra Kuummiut Mikkel Boassen.
”Det har været meget givende for mig at deltage i klimaworkshopsene. Det har været en stor glæde at opleve borgernes entusiasme, deres store viden om naturen og deres personlige observationer af klimaforandringernes effekter. Denne indsigt ville jeg ikke have opnået, hvis vi ikke havde besøgt de steder, vi kom til. Jeg oplever, at borgernes beskrivelser af klimaforandringernes indvirkning på vores natur i høj grad stemmer overens med vores observationer på Pinngortitaleriffik. Der er dog stadig meget, vi kan lære af hinanden, og vi fra Pinngortitaleriffik ser frem til en større tilstedeværelse i Østgrønland fremover”, udtaler forsker fra Pinngortitaleriffik Inuk Grønvold Petersen.
Næste skridt mod en national klimastrategi er klimaworkshops i resten af landet
Det er centralt for Naalakkersuisut at inddrage borgerne med fokus på deres oplevelser af klimaforandringerne og holdninger til klimaløsninger. Dette sker med dynamisk gruppearbejde, hvor borgerne sammen drøfter deres oplevelser af klimaforandringer og kommer med forslag til klimaindsatser. Derfor besøger Naalakkersuisoq Kalistat Lund byer og bygder i landet for at indsamle borgernes, civilsamfundets og andre lokale aktørers bidrag til strategien. Grundet Piteraq-varsel var det desværre ikke muligt at inkludere gruppearbejde i Kulusuk.
Steder, datoer og tidspunkter for de næste klimaworkshops vil blive annonceret via en pressemeddelelse på www.naalakkersuisut.gl og vil ydermere blive annonceret på Facebook.







For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Manasse Berthelsen på tlf.: 34 56 03/54 88 68 eller på e-mail: pan@nanoq.gl