Om indførsel af hunde og katte samt rejser med disse internt i Grønland

Til beskyttelse af grønlandske slædehunde gør Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG) opmærksom på retningslinjerne for indførsel af hunde og katte til Grønland, samt ved rejse med dyr internt i Grønland.

Det er forbudt at indføre hunde til slædehundedistriktet i henhold til § 19, stk. 2 i Landstingslov nr. 18 af 30. oktober 1998 om slædehunde samt hunde- og kattehold. Tjenestehunde og hjælpehunde for handicappede kan dog indføres til slædehundedistriktet, men udelukkende ved særtilladelse fra Selvstyret. Ved tjenestehunde forstås hunde, der bruges i politiets - eller i toldvæsenets arbejde.

Slædehunde, der er blevet udført fra Grønland, kan ikke genindføres, hverken inden- eller udenfor slædehundedistriktet.
Slædehundedistriktet er defineret som;
  • Nord- og Vestgrønland, fra 66° bredde grad (polarcirklen) og nordpå, samt
  • hele Grønlands Østkyst ned til Kap Farvel, øst for 44° længdegrad.
Det er udelukkende grønlandske slædehunde, der må opholde sig i slædehundedistriktet, og det er strengt forbudt at medbringe hunde af anden race til dette område. Dette gælder såvel hunde medtaget af turister ombord på f.eks. krydstogtskibe som for lokale hunde, der rejses med internt i Grønland.
For at indføre hund eller kat fra udlandet til områder udenfor slædehundedistriktet, skal der indhentes skriftlig tilladelse fra Grønlands Repræsentationen i Danmark. Grønlands Repræsentationen udsteder indførselstilladelser ved modtagelse af nedenstående dokumentation:
a. Dokumentation for permanent ID-mærkning af dyret (f.eks. ved mikrochip) inden vaccination.
b. Dokumentation for vaccination mod rabies. Vaccinationen skal være mindst 30 dage gammel, men ikke mere end 365 dage gammel inden datoen for indførsel.
Hundehvalpe under 3 måneder kan indføres uden at være vaccineret mod rabies, såfremt moderdyret er regelretligt vaccineret jf. ovenstående. I så fald skal moderdyrets vaccinationsattest forevises.
c. Dokumentation for vaccination (påbegyndt basisvaccination program) mod hundesyge- og parvovirus (kravet gælder udelukkende for hunde).
Hundehvalpe under 3 måneder kan indføres uden at være vaccineret mod hundesyge- og parvovirusinfektion, såfremt moderdyret er regelretligt vaccineret, jf. ovenstående. I så fald skal moderdyrets vaccinationsattest forevises.
d. Sundhedsattest på dyret, der er underskrevet og dateret af en autoriseret dyrlæge. Sundhedsattesten må ikke være mere end 14 dage gammel på indrejsedagen.
e. Udtalelse (evt. som en del af sundhedsattesten) fra en autoriseret dyrlæge, der konstaterer, at dyret har modtaget behandling mod rævens dværgbændelorm (Ecchinococcus multilocularis) tidligst 14 dage inden afrejsedagen. Dyret skal holdes isoleret fra andre dyr efter behandlingen mod indvoldsorme og indtil afrejse.
f. Skriftlig tilladelse til hold af dyr fra den lokale kommune i Grønland som dyret skal indføres til.
Grønlands Repræsentationen kan kontaktes via følgende e-mail: info@ghsdk.dk.

Spørgsmål og ansøgning vedrørende hunde-/katteholdstilladelse fra kommunen kan fremsendes til nedenstående e-mailadresser:
• Kommune Kujalleq: kommune@kujalleq.gl
  • Kommuneqarfik Sermersooq: kommuneqarfik@sermersooq.gl
  • Qeqqata Kommunia: qeqqata@qeqqata.gl
  • Kommune Qeqertalik: qeqertalik@qeqertalik.gl
  • Avannaata Kommunia: avannaata@avannaata.gl
Bemærk venligst, at den enkelte kommune kan have yderligere krav til dyret, for at der kan opnås hunde-/katteholdstilladelse, herunder krav om neutralisering af hundyr.

VFMG gør opmærksom på, at der også ved intern rejse med hund og kat fra en kommune til en anden skal søges om hunde-/katteholdstilladelse i den kommune, dyret indføres til.

Ved spørgsmål kan der rettes henvendelse til Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland på uumasut@nanoq.gl eller på telefonnummer 34 50 00 inden for telefontiden, mandag, tirsdag, torsdag og fredag, kl. 9.00 til 15.00.