Den nye alkohollov træder i kraft i dag

Blomst Den nye alkohollov træder i kraft i dag

Den nye alkohollov træder i kraft i dag den 1. marts 2018. Her kan du få et overblik over de nye regler på alkoholområdet.

Alkoholloven bygger på verdenssundhedsorganisationen WHO’s anbefalinger til effektiv forebyggelse på alkoholområdet - i særdeleshed i forhold til anbefalingerne om at begrænse synlighed, tilgængelighed og markedsføring af alkohol.

Alkoholloven gælder for alkoholholdige drikke over 2,25 %. Loven omfatter al salg og udskænkning af alkoholholdige drikke til forbrugere. Nedenfor kan du læse om lovens indhold i hovedtræk:

  • Alkoholholdige drikke skal være afskærmet fra andre varer i butikken. Den 1. januar 2019 træder en bekendtgørelse i kraft, som fastsætter de nærmere regler for afskærmning af alkohol i butikkerne.
  • Markedsføring af alkoholholdige drikke er ikke længere tilladt. Dog er virksomheders varemærker stadig tilladt. Reklameforbuddet betyder endvidere, at det ikke er tilladt for grønlandske virksomheder at reklamere for alkohol til privatpersoner på internettet.
  • Salg af alkoholholdige drikke må finde sted:
    Mandag til fredag fra kl. 09.00-18.00.
    Lørdag fra kl. 10.00-14.00.
    Salg af alkoholholdige drikke må ikke finde sted søn- og helligdage.
  • Udskænkning af alkoholholdige drikke må finde sted:
    Mandag til torsdag fra kl. 12.00-24.00.
    Fredag og lørdag fra kl. 12.00-03.00.
    På søn- og helligdage fra kl. 12.00-24.00.
  • Herudover vil der være lukket for udskænkning af alkohol juleaften og 1. juledag, og åbent fra kl. 12.00-03.00 nytårsaften og 2. juledag.
  • Som hidtil er det ikke tilladt at sælge eller udskænke alkohol til synligt berusede personer eller personer under 18 år. Bevillingshaveren skal ophænge et opslag om dette på et sted, der er synligt for kunderne.
  • Personer under 18 år, undtaget butikselever og elever i tjenerfaget, må som ansatte ikke sælge eller udskænke alkohol.
  • Unge under 18 år må fortsat ikke være på udskænkningssteder efter kl. 20.00 uden en myndig person, der har et særligt ansvar for den unge.
  • Ansatte som sælger eller udskænker alkohol skal have deltaget i et kursus i ansvarligt salg og udskænkning af alkohol som Naalakkersuisut tilbyder. Man tilmelder sig kurset på hjemmesiden www.certifikat.gl.
  • Der er krav om, at alle offentlige og private arbejdspladser med mere end en medarbejder skal udarbejde en alkoholpolitik. Virksomhederne kan hente inspiration til udarbejdelsen af en alkoholpolitik i den vejledning, som er udgivet af Allofik – Videnscenter om Afhængighed. Vejledningen findes på www.allorfik.gl og www.peqqik.gl.
  • Alt salg og udskænkning kræver en alkoholbevilling. Man skal ansøge kommunalbestyrelsen om en alkoholbevilling. Vejledning og ansøgningsskemaer findes på www.sullissivik.gl.
  • Alle som søger om en alkoholbevilling skal udarbejde en alkoholpolitik, der fortæller hvordan de som bevillingshaver vil sikre at salg eller udskænkning af alkohol foregår på en ansvarlig måde. Skabelon til alkoholpolitik ved bevillingsansøgninger findes på www.sullissivik.gl.
  • Kommunalbestyrelsen kan udstede alkoholbevillinger efter høring fra politiet bygdebestyrelsen, kommunalforvaltningen inden for børn og unge samt kommunalforvaltningen inden for sundhed og forebyggelse. Alkoholbevillinger udstedes for et tidsrum af 3 år.
  • Ved lejlighedsbevillinger, som er en alkoholbevilling til enkeltstående offentlige arrangementer f.eks. koncerter, må der ikke udskænkes alkoholholdige drikke over 16 %.
  • Ved lejlighedsbevillinger må udskænkningen finde sted fra kl. 12.00 – 24.00, dog med mulighed for udvidelse til kl. 03.00 om fredagen og lørdagen.
  • Der er mulighed for søge særlige ”turistbevillinger” til udskænkning af alkohol ved turistaktiviteter uden for beboede områder.
  • Det er ikke længere muligt at købe alkoholholdige drikke i forbindelse med mad ud af huset.

Hvis du vil vide mere, kan du læse hele ”Inatsisartutlov nr. 35 af 23. november 2017 om alkohol” på www.lovgivning.gl.

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Nauja Møller på mobil: +299 58 26 54 eller e-mail: nmoe@nanoq.gl