Sara Olsvig inviterer til dialogmøde

Naalakkersuisoq Sara Olsvig inviterer borgere fra Nuugaatsiaq og Illorsuit til dialogmøde

Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen, Sara Olsvig, vil d 13. februar holde et dialogmøde i Uummannaq, hvor langt de fleste af de evakuerede borgere fra Nuugaatsiaq og Illorsuit bor eller er genhuset.

Departement for Sociale  Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen har siden katastrofen i Nuugaatsiaq den 17. juni 2017 været engageret i indsatsen for de ramte og evakuerede borgere.

Gennem Socialstyrelsen har Naalakkersuisut støttet kommunens tiltag på det sociale område for borgerne fra Nuugaatsiaq og Illorsuit. Den sociale indsats vil fortsætte i 2018.

"Det er vigtigt for mig at møde borgerne fra Nuugaatsiaq og Illorsuit direkte og høre, hvordan de har oplevet støtten på det sociale område. Der er ingen tvivl om, at katastrofen har vendt rundt på de ramte borgeres liv, og jeg vil gerne høre direkte, hvad vi skal være opmærksomme på i den kommende tid, mens vores indsats fortsat kører", udtaler Naalakkersuisoq Sara Olsvig.

Dialogmødet finder sted tirsdag den 13. februar kl. 16 til 18 i Uummannaq i Atuarfik Edvard Kruses aula.

Der vil være deltagelse fra Socialstyrelsen og Avannaata Kommunia.

Naalakkersuisoq Sara Olsvig holder også et almindelige åbent borgermøde for alle interesserede i Uummannaq onsdag den 14. februar fra kl. 19 til 21, ligeledes i Atuarfik Edvard Kruses aula.

For yderligere oplysninger kan man kontakte ministersekretær Upaluk Poppel, telefon 53 93 71.