Fund af Sarcocyster i rensdyrkød

I efteråret 2017 har Grønlands Naturinstitut modtaget ekstraordinært mange henvendelser fra fangere, som har fundet tynde hvide striber, der minder om ris-korn i kødet hos rensdyr. Ved undersøgelse af rensdyrkødet fandt Grønlands Naturinstitut, at det drejede sig om parasitten Sarcocystis.

Sarcocyster har været kendt i rensdyr i Grønland siden 1998, men har formentlig været tilstede hos rensdyrene i mange år forinden. Sarcocyster er konstateret i flere af de grønlandske rensdyrsbestande, herunder bestandene i Kangerlussuaq-Sisimiut, Akia-Maniitsoq, Ameralik og Qeqertarsuatsiaat.

Grønlands Naturinstitut har gennem årene også modtaget en del henvendelser vedrørende fund af små hvide, runde cyster i rensdyrkød. Disse hvide kugler er indkapslede larver fra bændelormen Taenia krabbei. Disse kan ligeledes findes hos moskusokser.

Der er ikke registreret tilfælde med smitte af Sarcocyster eller Taenia krabbei hos mennesker i Grønland. Men det anbefales ud fra et forsigtighedsprincip, at kød fra vildt, opvarmes til en kernetemperatur på mindst 75° Celsius. Denne varmebehandling vil dræbe eventuelle parasitter. Kød, der er tilstrækkeligt gennemkogt eller gennemstegt, har en grå eller gråbrun farve.

Frysning, røgning eller tørring af kød dræber ikke Sarcocyster eller Taenia krabbei, fordi parasitterne har tilpasset sig et koldt og tørt klima.

Kød fra vildt som ej er gennemstegt, bør ikke efterlades i naturen eller bruges til fodring af hunde. Begge dele vil kunne bidrage til videreførelse af parasitterne, fordi livcyklus er afhængig af rovdyr og ådselædere. Smittet kød, efterladt i naturen, øger risikoen for at smitten spredes til flere rensdyr.

Såfremt du ikke ønsker at spise kød, som er smittet med Sarcocyster anbefales det at destruere kødet. Dette bør gøres ved afbrænding. Alternativt skal smittet kød begraves eller dænges til, så rovdyr og ådselædere ikke kan komme til det.

Sarcocyster forekommer også hos andre dyrearter, for eksempel hos fugle. Ser du forandringer, der ligner ris-korn i kødet fra fugle eller andre dyr, gælder de samme anbefalinger som for rensdyrkød.

Har du fanget et rensdyr eller en fugl, som har tynde hvide striber, der ligner ris i kødet, vil Grønlands Naturinstitut gerne modtage en prøve af kødet til videre undersøgelser.
Med venlig hilsen
Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland, Grønlands Naturinstitut og Landslægen

Spørgsmål kan rettes til:
Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland
Imaneq 1A 701
3900 Nuuk
Email-adresse: uumasut@nanoq.gl
Telefonnr.: 34 50 00