Sleben tugtupit imponerer internationale eksperter

En succesrig tur til smykkestensmessen Tucson Gem Shows i Tucson, USA er netop slut for tre deltagere fra Grønland.

Departementet for Råstoffer har sendt Aqqalo Kreutzmann, der er udpeget af Nuummi Ujaqqerituut Peqatigiiffiat, Lars Schou, som er udpeget af Foreningen af 16. August samt geolog Arent Heilmann fra Departementet for Råstoffer afsted.

Departementet for Råstoffer vil gerne udbrede kendskabet til smykkestensmesserne og de markedsføringsmuligheder, der er forbundet hermed. Foreningerne Nuummi Ujaqqerituut Peqatigiiffiat og Foreningen af 16. August blev derfor spurgt, om de hver ville udpege en repræsentant som kunne tage med til Tucson Gem Shows.

Smykkestensmessen er en af de vigtigste messer på smykkestensområdet, og tiltrækker hvert år op til 50.000 personer fra hele verden. Her mødes sælgere, købere, slibere, guldsmede og forskere for at få et indtryk af, hvad der sker på smykkestensområdet lige nu.

Naalakkersuisoq for Råstoffer, Múte Bourup Egede, udtaler:
”Det er vigtigt for Naalakkersuisut, at hjælpe til, der hvor vi kan for, at fremme herboendes udvikling af råstofbranchen. Det er yderst vigtigt at vi på politisk plan sammen herboende udvikler vores råstofbranche. ”

De grønlandske repræsentanter har set på mange forskellige mineraler og smykkesten, både i rå og sleben form. På smykkestensmessen er der god mulighed for at se smykkesten i forskellige kvaliteter, og repræsentanterne fik derigennem et indtryk af de forskellige prisniveauer. Repræsentanterne fik også set fantastisk flotte krystaller samt udstyr til smykkestensproduktion. Generelt har smykkestensmessen været kilde til en masse inspiration.

Tucson Gem Shows er også stedet, hvor man kan få direkte respons på sine produkter. Nuummi Ujaqqerituut Peqatigiiffiat og Foreningen af 16. August havde medbragt eksempler på slebne smykkesten af tugtupit i høj kvalitet. De facetslebne smykkesten af tugtupit er slebet af forskellige lokale slibere i Grønland.

De halvgennemsigtige til gennemsigtige smykkesten af tugtupit blev vist til mulige købere samt til eksperter i forskellige internationale smykkestensorganisationer. De internationale eksperter i smykkesten er alle begejstrede over at se tugtupit af en kvalitet, som er velegnet til facetslibning. En stor del af baggrunden for eksperternes begejstring skyldes den høje standard af facetslibning, som de lokale grønlandske slibere har udført.

Eksperterne spår den gennemsigtige tugtupit en stor international fremtid i lighed med andre internationalt eftertragtede smykkesten. Interessen for den gennemsigtige til halvgennemsigtige tugtupit vil samtidig kunne forøge interessen for den ikke gennemsigtige tugtupit, der i mange år er blevet produceret som smykkesten her i Grønland. Før højkvalitets tugtupit får sit internationale gennembrud forudsætter det dog, at der laves et stort stykke forarbejde. Dette omfatter blandt andet en ressourcemæssig undersøgelse af tugtupit samt en stor markedsføringsindsats.

Når de tre deltagere er vendt hjem fra deres rejse venter skrivebordsarbejdet. Rejsen skal munde ud i en rapport, hvor de deler deres viden fra smykkestensmessen med andre småskala rettighedshavere. Rapporten vil blive gjort tilgængelig for alle.

For yderligere information kan der tages kontakt til:
Jørgen T. Hammeken-Holm
Departementschef - Departementet for Råstoffer
tlf: 346846, e-mail: joeh@nanoq.gl

Lars Schou har mobil nr +299 231865