Naalakkersuisoq for Råstoffer besøger mineprojekt i Nordgrønland

Fra venstre: Jonathan Downes, Adm. Diretør for Ironbark; Múte B. Egede, Naalakkersuisoq for Råstoffer, Mr. Qin Junman, Vicepresident for China Nonferrous.

 

Naalakkersuisoq for Råstoffer, Múte B. Egede, har den 3. – 4. august været på besøg i Tarsarneq ved Citronen Fjord på området for Ironbark A/S’s kommende zink og blymine.

Besøget foregik samtidig med, at repræsentanter for Ironbark A/S skulle inspicerer området sammen med deres kinesiske samarbejdspartner China Nonferrous (China Nonferrous Metal Industry’s Foreign Engineering and Construction Co., Ltd). China Nonferrous skal bl.a. hjælpe Ironbark med at skaffe investeringer fra det kinesiske marked.

Naalakkersuisoq for Råstoffer, Múte B. Egede siger:

”En ting er at arbejde med alt papirarbejdet for at give en tilladelse til, at et selskab kan starte en mine. Det er noget helt andet at stå og se de virkelige omgivelser og forestille sig, at her skal der bygges et mindre samfund, for at få virkeliggjort en større mineaktivitet. Der er store udfordringer i vente, men med de rette samarbejdspartnere skal det nok lykkes at få planerne udført”.

Udnyttelsestilladelsen til den kommende mine blev givet i december 2016. Ironbark A/S er nu i gang med at skaffe investoren til projektet.

Om tidsperspektivet for opstart og produktion for en zink og blymine ved Citronen Fjord siger Naalakkersuisoq for Råstoffer, Múte B. Egede:

”Som med flere andre råstofprojekter så afhænger opstarten af en mine af muligheden for at skaffe den fornødne investeringskapital. Ironbark har allerede fået en udnyttelsestilladelse og er i gang med at finde investorer, så projektet kan igangsættes. Jeg forventer en realistisk tidshorisont på mellem 2 og 4 år før minen i Citronen Fjord kommer i gang. Dette vil også afhænge af, om verdensmarkedspriserne på zink fastholdes på et højt, stabilt niveau.”

Udsigt over Ironbarks camp ved Citronen Fjord, august 2017. 

 

Yderlig information:

Ministersekretær: Jane P. Lantz, tlf. 346839/597909, eller e-mail: japl@nanoq.gl

Departementschef i Departement for Råstoffer: Jørgen T. Hammeken-Holm, mobil 55 24 66, e-mail: joeh@nanoq.gl