Ny rapport om vores sundhed

Statens Institut for Folkesundhed og Departementet for Sundhed udgiver nu hovedrapporten fra befolkningsundersøgelsen 2014, som ser på sundhed og sygdom hos voksne i Grønland. Rapporten viser, at der er god grund til fortsat at have fokus på at forbedre folkesundheden.

Naalakkersuisoq for Sundhed Doris Jakobsen er glad for at undersøgelsen viser stort fald i antal af storerygere.
-”Det er positivt, at der siden 1993 er der blevet færre storrygere, og at der er flere og flere hjem, hvor der ikke ryges indendørs. Det er dog stadig hele 57 % af den voksne befolkning, der ryger, og tallet er næsten ikke faldet siden 1999. Dette er bekymrende. Tobak er nemlig en af de største årsager til tidlig død af blandt andet lungekræft og andre kræftformer”, siger Doris Jakobsen.

Der er stor social ulighed i sundhed, men billedet er ikke entydigt. Når det gælder rygning er der en klar tendens til, at personer med høj social position ryger mindre end andre befolkningsgrupper.

Omvendt er forekomsten af fedme dobbelt så høj blandt veluddannede mænd i byerne end blandt mænd i bygderne. Der er ikke nogen social forskel for kvinders vedkommende, når det gælder fedme.

Andre sociale forskelle ses for misbrug, hvor der er en højere forekomst blandt deltagere uden for erhverv end blandt deltagere i erhverv. Der er også geografiske forskelle. Der er blandt andet en markant højere forekomst af selvmordstanker i Østgrønland end i resten af landet.

Lidt over halvdelen af deltagerne har prøvet at ryge hash. Sammenlignet med tidligere, ryger flere unge mænd hash mindst en gang om måneden. Blandt de 18-34- årige mænd ryger næsten hver tredje hash mindst en gang om måneden. På den positive side er omfanget af hashrygning samtidig faldet blandt de unge kvinder.

Befolkningsundersøgelserne har været gennemført siden 1993 og resultater og erfaringer fra undersøgelserne har været brugt i arbejdet med udviklingen af folkesundhedsprogrammet Inuuneritta II.

I alt blev 2102 voksne personer interviewet levevilkår, livsstil og helbred. Deltagerne blev målt og vejet, fik taget blodtryk og udfyldte et spørgeskema. 547 deltagere fik desuden taget blodprøver. Undersøgelsen blev gennemført i alle fire kommuner. I alt deltog 11 byer og 8 bygder.

Rapporten ”Befolkningsundersøgelsen i Grønland 2014 – levevilkår, livsstil og helbred” kan læses på www.si-folkesundhed.dk

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på mobil: +299 55 33 03 eller e-mail: rosat@nanoq.gl