Omkostninger til misbrug

Misbrug koster samfundet dyrt. En ny undersøgelse fra Departementet for Sundhed viser, at de samlede direkte omkostninger til misbrug ligger på mellem 267 og 333 mio. kr. årligt, hvilket svarer til mellem 1,93 % og 2,42 % af Grønlands bruttonationalprodukt.

-”Undersøgelsen sætter tal på de betydelige omkostninger forbundet med misbrug. Dermed har vi fået endnu et kraftigt argument for at satse massivt på at nedbringe misbruget”, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen og fortsætter:

-”Vi ved, at misbrug er årsag til tab af et stort menneskeligt potentiale, og at misbrug koster meget lidelse - ikke mindst for vores børn og unge. En satsning på misbrugsbehandling, handler derfor i høj grad om at højne befolkningens velfærd og trivsel. Samtidig er det nu også tydeliggjort, at der er et stort økonomisk potentiale ved at sikre bedre misbrugsbehandling.”

-”Undersøgelsen understreger, hvor vigtigt det er, at vi satser på børnene og på at bryde den negative sociale arv gennem den tidlige indsats over for familier. Den bekræfter også behovet for at skabe et styrket og sammenhængende tilbud om misbrugsbehandling, der tager udgangspunkt i den enkelte families behov. Sådan et tilbud vil jeg arbejde for at realisere,” slutter Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen.

Omkostningerne til misbrug er opgjort på baggrund af udgifter på sundheds- og socialområdet, til løntab og til kriminalitet. Manglende opnåelse af uddannelse på grund af en opvækst præget af misbrug og andre indirekte og afledte omkostninger er ikke medtaget i beregningen af de samlede omkostninger.

Omkostningerne er størst på det sociale område, hvor de udgør mellem 70 og 83 mio. kr. årligt til blandt andet anbringelser af børn, og hvor det produktionstab, der er forbundet med misbrug, tegner sig for mellem 102 og 153 mio. kr. årligt. Misbrug koster også sundhedsvæsenet, politiet og retsvæsenet dyrt. På uddannelsesområdet er det de samfundsmæssige konsekvenser ved, at mange ikke gennemfører et uddannelsesforløb, der virkelig betyder noget for samfundsøkonomien.

Hash udgør et særligt problem. Misbruget er mere skjult, fordi hash er et ulovligt stof. De sundheds- og samfundsmæssige og sociale konsekvenser af hashbrug er anderledes og for mange mere indirekte end for alkoholmisbrug. Det gør dem også sværere at sætte tal på. Det betyder dog på ingen måde ikke, at hashmisbrug er et mindre problem eller at omkostningerne nødvendigvis er mindre end for alkohol.

Undersøgelsen ”Omkostninger til misbrug” kan læses på www.peqqik.gl

 

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på mobil: +299 55 33 03 eller e-mail: rosat@nanoq.gl