Inuuneritta Puljen uddeler midler til sundhedsprojekter

Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed og Nordisk Samarbejde, Doris Jakobsen, har netop uddelt 188.000 kr. fra Inuuneritta Puljen til i alt 22 forskellige sundhedsfremmende og forebyggende projekter.

”Uddelingen af midler fra Inuuneritta Puljen er en af mine første handlinger, som Naalakkersuisoq for Sundhed og Nordisk Samarbejde. Det er en stor glæde, at kunne give støtte til så mange gode lokale initiativer, som alle medvirker til at forbedre sundheden her i landet”, siger medlem af Naalakkersuisut for Sundhed og Nordisk Samarbejde, Doris Jakobsen.

Der var 46 ansøgninger til dette efterårs pulje. Fokus i år er rettet mod projekter der omhandler børn, unge og familiers sundhed og livskvalitet, samt projekter der forebygger rygning og bidrager til at gøre Grønland røgfrit og projekter der handler om forebyggelse inden for alkohol og hash.

 

Der er givet støtte til projekter, der ligger inden for følgende områder:

 

  • Forebyggelse af rygning og oplysning om rygestop-forløb.
  • Forebyggelse gennem fysisk aktivitet
  • Projekter til at forbedre mindre bemidlet børns og unges mulighed for at kunne leve et sundt og aktivt liv.
  • Forebyggelse af snifning

Inuuneritta Puljen blev oprettet i forbindelse med indførelsen af Grønlands første folke-sundhedsprogram Inuuneritta. To gange årligt er det muligt at ansøge om penge til sundhedsfremmende og forebyggende projekter.

Inuuneritta Puljen yder støtte til forebyggende og sundhedsfremmende initiativer i lokal-samfundet, som ligger indenfor Inuuneritta II - Folkesundhedsprogrammets indsatsområder. I år er indsatsområdet forebyggelse af rygning.

Næste ansøgningsfrist til Inuuneritta Puljen er 1.april 2015. Næste års tema bliver fysisk aktivitet. Du finder ansøgningsskema og yderligere information om puljen på www.peqqik.gl

 

 

 

 

For yderligere oplysninger kontakt Informationsmedarbejder Aqissiaq Møller Mathiassen på telefon: +299 34 66 90 eller e-mail: aqma@nanoq.gl eller Sundhedsfaglig konsulent Lisa Christiansen på telefon: +299 34 66 50 eller e-mail: lich@nanoq.gl.