Loddekvoten delt til to selskaber

Naalakkersuisut har givet tilladelse til at loddekvoten ved Østgrønland fordeles mellem Polar Pelagic og Royal Greenland Pelagic.

Polar Pelagic får tildelt en loddekvote på 29.390 tons og Royal Greenland Pelagic 10.000 tons.

I henhold til fiskeriaftalen mellem Grønland og EU, har EU i 2014 en kvote på 34.600 tons lodde ved Østgrønland.

Eftersom EU fartøjerne kun har fisket 10.060 tons af kvoten, er der en restkvote på 24.540 tons, som i år kan tildeles grønlandske fartøjer. Den grønlandske kvote er på 14.850 tons, hvilket i alt giver en kvote på 39.390 tons til fordeling til grønlandske fiskefartøjer.

Historisk har Polar Pelagic fået tildelt hele grønlandske loddekvote samt en eventuel resterende EU kvote, da selskabet har haft det eneste grønlandske pelagiske fartøj.

Med udviklingen af et grønlandsk pelagisk fiskeri efter makrel, sild og andre arter er der kommet flere grønlandske pelagiske fartøjer, heriblandt fartøjer som tilhører Royal Greenland Pelagic.

Departement for Fiskeri, Fangst og Landbrug har på denne baggrund modtaget ansøgninger fra både Polar Pelagic og Royal Greenland Pelagic.

 

Kontaktperson: Kontorchef i Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Jóhanna Lava Køtlum, email: jool@nanoq.gl, tlf: 345353