Demokratiet er vigtigere end Naalakkersuisut

Vi gik i samme klasse på GU i Aasiaat tilbage i slutningen af halvfemserne, vi er ret forskellige personligheder, men vi oplever tit, at vi har samme syn på en hel række forhold her i livet – herunder, at vi deler det værdigrundlag og menneskesyn, som Siumut står for, og som partiet så flot præsenterede under valgkampen sidste år.

Vi var begge stolte af at være en del af det nye, unge hold, som blev sat efter valget i foråret 2013, og vi har leveret en engageret indsats for at koalitionen skulle indfri de mål, vi satte os i dagene efter regeringsdannelsen.

Men desværre oplevede vi også begge i går i Inatsisartut at sidde med en forkert følelse af, at vores hold nu var ude på et sidespor, at vi forsvarede handlinger, som ikke kan forsvares. Vi sad faktisk begge med en oplevelse af, at vores formand for Naalakkersuisut ikke behøver at vente på en betænkning fra Inatsisartuts revisionsudvalg, men bør tage den naturlige konsekvens af sine handlinger og træde tilbage. Vores lovgivende forsamlings integritet er afgørende i et demokrati – og den føler vi, blev sat til side i går.

Betænkningen vil jo – når den kommer – ikke ændre på, at Landskassen er brugt som kassekredit i en række tilfælde.

Når man ikke længere kan genkende sig selv i de handlinger, der sker, og i de beslutninger, der tages, så bør man tage sit gode tøj og gå. Derfor har vi nu til morgen meddelt, at vi træder ud af Naalakkersuisut, men vi vil begge fortsat kæmpe for de værdier og det menneskesyn, som er Siumuts.

 

Med venlig hilsen

Nick Nielsen og Jens-Erik Kirkegaard

 

Arkivfoto.