Kommende forskningssamarbejde med Asien

Nick Nielsen har i den seneste uges tid besøgt både Japan og Kina.

Tidligere på ugen omtaltes åbningen af den grønlandske kunstudstilling i Osaka – et kulturarrangement, som fulgtes op med møder i det japanske kulturministerium.

Efter Osaka skiftede fokus på rejsen fra kultur til forskning, hvorom Nick Nielsen udtaler:

”Hvis vi herhjemme med vores lille befolkning og få forskere skal have maksimalt udbytte af og indsigt i de spændende forskningsområder, som findes i vort land, er det tvingende nødvendigt, at vi indgår gode samarbejdsaftaler med andre lande, og at erhvervet viden deles mellem forskerne og formidles til samfundet. Når viden deles, skabes dynamik og kreativitet, hvilket er afgørende elementer for udvikling.”

I Tokyo besøgte Nick Nielsen National Institute of Polar Research (NIPR), som allerede i dag forsker aktivt i Grønland – særligt i forhold til glaciologi og forekomst af liv i is og sne.

Nick Nielsen vil således opfordre forskere fra Grønland til at deltage i Arctic Science Summit Week (ASSW), som afholdes i dagene 23. – 30. april 2015 i Toyama, Japan.

Onsdag havde Naalakkersuisoq i Beijing møde med den kinesiske minister for State Oceanic Administration, Liu Cigui.

Torsdag besøgtes Polar Research Institute of China (PRIC) i Shanghai for at følge op på det praktiske plan.

Begge møder omhandlede fremtidige samarbejdsmuligheder indenfor forskning mellem Grønland og Kina. Herom udtaler Naalakkersuisoq:

”Jeg finder det positivt, at vi allerede ved mit første besøg i Kina kan komme hjem med meget konkrete planer for et fremtidigt samarbejde. Disse vil blive beskrevet i en samarbejdsaftale mellem vore to lande, som ventes færdigudarbejdet og underskrevet i 2015. Allerede nu kan jeg dog nævne, at der er konkrete ønsker fra kinesisk side om et øget engagement i det arktiske. Endvidere, at vi i 2015 eller 2016 kan forvente et besøg af det store kinesiske forskningsskib, isbryderen Xue Long/Snowdragon, når kineserne - i et forsøg på at blive de første til nå nordpolen med skib - vil sejle syd om Grønland fra vest til øst.”

Allerede ultimo oktober følges der op i forhold til Snowdragons besøg, idet PRIC har udtrykt ønske om assistance i forhold til know-how om vore hjemlige farvande i planlægningen af den historiske sejlads.

Derfor bliver første opfølgning på turen at finde de rette fagfolk til at levere denne viden ved et besøg i Shanghai.