Kommunalt oprydningsarbejde forude

Ved en gennemgang af lovregistre og kundgørelser har Lovafdelingen i Formandens Departement konstateret, at de kommunale vedtægter udstedt før kommunalreformen ikke kan håndhæves.

De Grønlandske kommuner får derfor til opgave at vurdere, om de ældre kommunale vedtægter forsat er relevante. I så fald skal kommunerne genudstede disse.

- Vi ved, at kommunerne har et stort arbejde foran sig. Derfor skal de have tid til at behandle de gamle vedtægter, og det er på den baggrund, at vi har afsat et halvt år til at få det på plads, udtaler Kim Blokbo, retschef i Formandens Departement og fortsætter:

- Ved det forestående arbejde, vil der desuden ske en ensretning af kundgørelsesproceduren, som betyder, at borgernes adgang til den grønlandske lovgivning fremadrettet vil blive væsentligt forbedret.

Qaasuitsup Kommunia, Qeqqata Kommunia, Kommuneqarfik Sermersooq og Kommune Kujalleq får derfor indtil udgangen af marts 2015 til at gennemgå, og eventuelt genudstede, alle vedtægter udstedt af de tidligere kommuner.

Efterfølgende vil alle vedtægter udstedt før kommunalreformen blive slettet fra diverse registre.

- Hver enkelt af de ældre vedtægter skal genudstedes. Kommunerne kan ikke opretholde flere ældre vedtægter samtidig ved at lade kommunalbestyrelsen træffe en beslutning om, at flere vedtægter udstedt af nedlagte kommuner fortsat skal være gældende. En sådan beslutning skaber ikke den fornødne retssikkerhed og klarhed til, at vedtægterne med sikkerhed vil kunne håndhæves, siger Kim Blokbo.

 

 

For yderligere oplysninger kontakt retschef Kim Blokbo, Formandens Departement, på telefon 34 50 00 eller e-mail: kimb@nanoq.gl