Skulderklap til projekt om forebyggelse af selvmord

Projekt Inuuneruna Iggoraarsuk udspringer af et privat initiativ og arbejder for at forebygge selvmord via en side på Facebook. Naalakkersuisoq for Sundhed og Infrastruktur, Steen Lynge mødtes i dag med projektgruppen, som høstede både anerkendelse og en check på 5.000 kr.

- Det gør mig både glad og stolt, når borgere på eget initiativ er med til at skabe fokus omkring et ellers tabubelagt emne som selvmord. Hvis det forebyggende arbejde skal have størst mulig succes, kræver det samspil mellem private og offentlige initiativer. Jeg har med stor interesse fulgt med i det nyopstartede initiativ, Projekt Inuuneruna Iggoraarsuk, på Facebook, siger Naalakkersuisoq for Sundhed og Infrastruktur, Steen Lynge og fortsætter:

- Jeg er glad for at se, den positive opbakning Projekt Inuuneruna Iggoraarsuk har fået af befolkningen. Både i forhold til det store antal af ”likes” på siden, men også i forhold til de bidrag af billeder og personlige fortællinger, folk har leveret. Der er brug for alle gode kræfter, når det handler om at forebygge selvmord, og jeg har derfor ønsket at mødes med gruppen for at vise min opbakning.

Den 10. september er international dag for forebyggelse af selvmord.

Dagen vil blive markeret med forskellige arrangementer rundt om i landet.

Det har i år været muligt for kommunerne at søge om tilskud til markering af dagen hos Departementet for Sundhed og Infrastruktur.

I Nuuk vil Projekt Inuuneruna Iggoraarsuk markere dagen.

Der vil blandt andet være en paneldebat om den nationale strategi for selvmordsforebyggelse på Landsbiblioteket fra kl. 19.00- 21.30, hvor Departementet for Sundhed og Infrastruktur er repræsenteret.

For yderligere oplysninger kontakt Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed og Infrastruktur Steen Lynge via Ministersekretær Lea Holm på telefon +299 55 33 03 eller email leah@nanoq.gl