Sundhedsvæsenet udbygger samarbejdet med Island

Onsdag den 3. september indgik sundhedsvæsenet og det islandske landshospital, Landspítalið, en samarbejdsaftale, der har til formål at styrke og udbygge samarbejdet omkring behandlingen af grønlandske patienter i Island.

Naalakkersuisoq for Sundhed og Infrastruktur Steen Lynge og den islandske Sundhedsminister Kristján Þór Júlíusson deltog ved underskrivelsen af samarbejdsaftalen.

Aftalen udspringer af den overordnede samarbejdsaftale: “Aftale om samarbejde mellem sundhedsministrene i Vestnorden”, der blev underskrevet i juni 2014.

- Med indgåelsen af samarbejdsaftalen har vi konkretiseret resolutionerne fra Vestnordisk råd og givet det politiske ønske om et øget vestnordisk samarbejde på sundhedsområdet vind i sejlene, siger Naalakkersuisoq for Sundhed og Infrastruktur, Steen Lynge og fortsætter: - Vi har nu fået et reelt alternativ til at sende patienter til Danmark, og jeg forventer, at aftalen vil komme en række af vores patienter til gode.

Omkostningerne til behandling i Island forventes at ligge på niveau med dem i Danmark, men transporten er noget billigere og transporttiden er kortere.

Gennem samarbejdsaftalen etableres et formelt samarbejde, der skal styrke og udbygge mulighederne for behandling af grønlandske patienter i Island.

Det er planen, at der fremadrettet skal laves underaftaler omkring specifikke sygdomme og særlige patientgrupper.

Sundhedsvæsenet forventer, at de underliggende aftaler i første omgang vil blive omkring patientgrupper med korte behandlingsforløb som f.eks. nyrestensknusning.

Hvis der i fremtiden skal indgås aftaler om eksempelvis kirurgiske forløb, der forventes at kræve et længere ophold i Reykjavik, vil det kræve at der etableres et udbygget socialt netværk for de grønlandske patienter.

 

For yderligere oplysninger kontakt Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed og Infrastruktur Steen Lynge via Ministersekretær Lea Holm på telefon +299 55 33 03 eller e-mail leah@nanoq.gl