10.000 flere lam skal slagtes

Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Finn Karlsen, sagde fredag den 29. august i sin åbningstale i Kommune Kujalleqs landbrugsseminar i Narsaq, at Neqi A/S har meddelt, at slagteriet i fremtiden vil slagte 10.000 flere lam. Neqi A/S, Narsaq, fik et nyt moderne slagteri forrige år.

I dag slagter Neqi A/S 23.000 grønlandske lam om året, som forarbejdes til en lang række kvalitetsprodukter, der primært sælges til detailhandlen i Grønland.

Det nye slagteri vil give mulighed for produktion af flere lam og andre husdyr end i dag.

- Neqi A/S har meddelt, at man har lavet beregninger om, at slagteriet i fremtiden kan få leveret 10.000 flere lam fra jer, fåreholdere, sagde Finn Karlsen, blandt andet til seminardeltagerne.

Neqi A/S har et mindre antal medarbejdere fastansat året rundt. I højsæsonen beskæftiges der over 100 medarbejdere.

- Jeg ved, at det vil kræve flere stabile medarbejdere, når slagtningen af flere lam begynder. Og det betyder samtidig, at selve forsyningen af kød vil blive større i Grønland, hvor der også blive skabt flere arbejdspladser, sagde medlemmet af Naalakkersuisut.

Nærmere information kan fås ved henvendelse hos Afdelingschef Amalie Jessen, amalie@nanoq.gl, tlf. + 299 55 33 42 eller 34 53 04