Nyt botilbud til unge med autisme

Den 2. september indvier Naalakkersuisoq for Familie, Martha Lund Olsen, en ny afdeling under den landsdækkende døgninstitution Uulineq, som er et bo- og behandlingstilbud for unge med autisme i Nuuk.

Formålet med den nye afdeling er at skabe et målrettet tilbud til unge i alderen 16 til 24 år, der på sigt kan gøre dem så selvhjulpne, at de bliver klar til at ”flyve fra reden”. Derfor har afdelingen fået navnet Suluppaluk.

”Jeg er glad for, at vi fremover kan tilbyde unge med autisme et målrettet og kvalificeret tilbud. Suluppaluk vil kunne tilbyde de unge den ro og struktur i hverdagen, som de har brug for. Samtidig er det et mål at give de unge så meget indflydelse på deres eget liv som muligt og gøre dem klar til at stå på egne ben”, siger Martha Lund Olsen.

Åbningen af Suluppaluk finder sted 2. sep. kl. 13.00 på Tuapannguit 62, hvor Martha Lund Olsen kommer på besøg og klipper den røde snor over.

For yderligere information kan kontaktes:

Naja Hjersing Abelsen
Afdelingschef
Døgninstitutionsafdelingen
Departementet for Familie og Justitsvæsen
Tlf. 34 66 48
E-mail: naha@nanoq.gl