Fornyelse af samarbejdsaftale om miljørådgivning

Grønland og Danmark fornyer samarbejdsaftalen om miljørådgivning på råstofområdet.

Naalakkersuisoq for Miljø og Natur Kim Kielsen og den danske Uddannelses- og Forskningsminister Sofie Carsten Nielsen har ved en underskriftsceremoni i dag fornyet samarbejdsaftalen om miljørådgivning på råstofområdet. Samarbejdsaftalen slår fast, at parterne fortsætter et samarbejde om National Center Energi og Miljø’s (DCE) bistand med videnskabelige miljørådgivning inden for råstofområdet.

Naalakkersuisoq Kim Kielsen udtaler: ”Jeg er glad for at vi i dag har underskrevet en aftale, hvor vi er enige om at fortsætte samarbejdet. Jeg er glad for, at DCE kan fortsætte med at yde os videnskabelig rådgivning om miljøbeskyttelse på råstofområdet, fremover i et tættere samarbejde med Grønlands Naturinstitut”.

Aftalen åbner op for muligheden for, at DCE udvikler og specialiserer sig inden for områder, hvor Grønland har brug for en stærkere specialiseret videnskabelig rådgivning, som bedst ydes med bistand fra Danmark. Sideløbende er udviklingen i Grønlands Naturinstitut godt i gang med opbygningen af den nye afdeling, som også specialiserer sig i videnskabelig rådgivning og forskning inden for miljøbeskyttelse på råstofområdet.

Naalakkersuisoq Kim Kielsen udtaler: ”Vi skal hele tiden sikre, at vi stiller de rigtige krav. Det gør vi både ved at opbygge kompetence herhjemme, og samtidig gennemfører en udvikling og en specialisering hos DCE, hvor det giver bedst mening. Det gør vi ved at fortsætte det gode og tætte samarbejde, som der hele tiden har været mellem DCE og Grønlands Naturinstitut samt med de grønlandske råstofmyndigheder”.

 



 

For yderligere information, kontakt:

Ministersekretær Karen Motzfeldt

Mobil (+299) 562450

Email: karm@nanoq.gl