Tæt dialog om international klimasamarbejde

Tæt dialog mellem Grønland og Danmark om det international klimasamarbejde.


Naalakkersuisoq for Miljø og Natur Kim Kielsen og den danske Klima-, Energi- og Bygningsminister Rasmus Helveg Petersen afslutter i dag deres tre dages fælles besøg i Sydgrønland. Besøget er en del af Rasmus Helveg Petersens Grønlandsbesøg, som startede i sidste uge i Ilulissat.

Naalakkersuisoq Kim Kielsen udtaler: ”Jeg sætter stor pris på den konstruktive dialog jeg har med Rasmus Helveg Petersen og den store fælles interesse vi har for at udvikle vores samarbejde om bl.a. klimaforskning og de internationale klimaforhandlinger”.

I Sydgrønland har de to ministerkolleger blandt andet besøgt fåreholdersteder i nærheden af Narsarsuaq og set eksempler på lokal udnyttelse af sol, vand og vind som energikilder. Gæstegården Ipiutaq udvikler energiløsninger med sol og vind og fåreholderstedet Issormiut har mange års erfaringer med vandkraft til eget forbrug.

Brugen af vedvarende energikilder har nedsat forbruget af brændstof mærkbart begge steder. Der er flere fåreholdersteder i Sydgrønland der benytter vandkraft og solvarme flere eksperimenterer med vindenergi. Konsulenttjenesten for Landbrug anslår, at et fåreholdersted med vedvarende energiløsninger kan spare 70-120.000 kr. om året til brændstof.

”De eksempler på brug af vedvarende energi vi har set her i Sydgrønland viser at de kan betale sig for den enkelte at investere i vedvarende energiløsninger,” udtaler Naalakkersuisoq Kim Kielsen.

 

De to ministre afsluttede besøget i Sydgrønland med et møde i Qassiarsuk, hvor de blandt andet drøftede den vigtige klimaforskning der foregår i Grønland samt samarbejdet frem mod den kommende klimakonference, der afholdes i december i år i Peru.

 

For yderligere oplysninger, kontakt:

Ministersekretær Karen Motzfeldt

Mobil: (+299) 562450

E-mail: karm@nanoq.gl