Nyt skoleår, nye muligheder og ny fremtid

På vegne af Naalakkersuisut vil jeg ønske alle studerende og elever i hele landet en rigtig god skolestart – og et stort tillykke til alle de børn, deres familier og samfundet, der fejrer første skoledag i disse dage.

At starte skoleåret, uanset om det er første gang man træder ind i klasselokalet og tager første skridt på sin uddannelsesvej, eller man måske står som erfaren studerende ved begyndelsen af det sidste år på universitetet, betyder begyndelsen på noget nyt.

Det nye skoleår byder på ny viden, nye mennesker og nye muligheder, men også udfordringer, der kræver både vedholdenhed og arbejdsomhed af den enkelte elev og studerende.

Vi skal huske at værdsætte, at vi lever i et samfund, hvor det er en selvfølge og en mulighed at få gratis uddannelse.

Det er et privilegie, men vi har selv en stor del af ansvaret for at gribe denne mulighed og bruge den til at sikre såvel vores egen som samfundets fremtid. Succes i fremtiden kommer ikke af sig selv.

Uddannelse er et fælles ansvar.

Men det kræver også trygge rammer og støtte, hvis nysgerrighed, lysten til at lære og til at udvikle sig skal dyrkes.

Det kræver ansvarlighed både af eleverne og de studerende, men også af deres familie, forældre og venner.

Det er vigtigt, at vi som samfund støtter op om de studerende og eleverne. At skolen og familien arbejder sammen om at bidrage til vores børn og unges udvikling.

Derfor glæder det Naalakkersuisut, at det Nationale Center for Vejledning nu er realiseret, så der vil kunne tilbydes socialrådgivning og hjælp til psykologiske problemer i de 5 store uddannelsesbyer, samt i perioder i de øvrige byer ved rejsehold fra centeret.

Lad os sammen med eleverne og de studerende møde dette skoleår og de nye muligheder det bringer med spænding og glæde, og arbejde sammen om det fælles ansvar vi deler, så vi giver vores elever, studerende og samfundet nøglen til en sikker og tryg fremtid. 

Med venlig hilsen

Nick Nielsen

For nærmere information kan ledelsessekretariatet kontaktes, ved Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling: Toqq/direkte 34 5705 eller 345711, email: iiknn@nanoq.gl

 

 

Se billedserie