Fandt laksemærket ved et tilfælde

Årets laksemærkepris modtager er Susanne Petersen Thorin fra Aasiaat. Hun fik prisen mandag formiddag på Aasiaats kommunekontor.

Prisen blev overrakt af kommunalbestyrelsesmedlemmet i Qaasuitsup kommunia, Enok Sandgreen, på vegne af Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Finn Karlsen.

Prismodtageren har fundet laksemærket helt tilfældigt på gulvet ved siden af fryseren i foråret. På dette tidspunkt var hun i gang med at rydde op i hjemmets fryser.

- Da jeg så mærket, var mit første indskydelse, hvad er det for noget, fortæller Susanne Petersen Thorin, som til daglig arbejder som kontorassistent i kommunekontoret i Aasiaat.

Eftersom hun ikke kunne finde ud af, hvad det er, havde hun slået op på internettet for at se, hvad det var.

- Jeg tog den med til arbejdet og fremviste den til mine kollegaer. De konstaterede, at det var et laksemærke, siger Susanne Petersen Thorin, som sendte mærket til Naturinstituttet få dage efter.

Laksemærkepris modtageren formoder, at mærket kunne have været fra en laks, hun havde købt i en forretning.

- På et tidspunkt købte vi flere laks i en forretning, da vi skulle fejre en højtidelighed hjemme hos os.

Laksemærket, som Susanne Petersen Thorin fandt er fra England, påsat i 1975, i River Ure Yorkshire.

Lodtrækningen blandt de indsendte mærker fandt sted på NASCO´s årsmøde i Saint-Malo, Frankrig.

NASCO

NASCO, North Atlantic Salmon Conservation Organistation, driver et laksemærke-projekt for at tilskynde og forbedre tilbageleveringen af videnskabelige laksemærker. Laksene mærkes for at få bedre kendskab til udnyttelsen af laksen og dens vandring.

I forbindelse med laksemærkeprojektet uddeles der hvert år en pris på 1.500 U.S. dollars i hver af NASCO´s fire regionale kommissioner.

Den Vestgrønlandske Kommission består af Canada, USA, EU og Grønland.

Alle grønlandske fritids- og erhvervsfiskere, der vel og mærke indsender laksemærkerne til naturinstituttet, har mulighed for at deltage i lodtrækningen til næste års NASCO årsmøde, der vil blive afholdt i Canada.

Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug skal endnu engang gøre opmærksom på, at al fritids- og erhvervsfiskeri stadigvæk skal rapporteres til Grønlands Fiskerilicens kontrol.

Rapporteringsskema fås hos kommunerne eller på kan downloades på www.nanoq.gl

Årets laksesæson finder sted fra den 1. august 2014 til og med 31. oktober, 2014.

Reglerne findes i Selvstyrets bekendtgørelse nr. 12 af 1. august 2012 om fiskeri efter laks.

Kontaktperson: Emanuel Rosing, afdelingschef, departementet for fiskeri, fangst og landbrug. E-mail: emanuel@nanoq.gl