Kasser madvarer med listeria

Fødevarestyrelsen har sporet et igangværende udbrud af fødevarebakterien listeria i Danmark, derfor råder Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland at madvarer med listeria kasseres.

Hovedsmittekilden er blevet fundet hos fødevarevirksomheden Jørn A. Rullepølser A/S i Hedehusene.

Virksomheden er lukket, og alle dens produkter er ved at blive trukket tilbage.

Der er kommet varer til Grønland med oprindelse i den pågældende virksomhed.

Forbrugere, der har købt rullepølse eller andre produkter i Pilersuisoq, stammende fra Jørn A. Rullepølser A/S opfordres til at kassere varerne eller aflevere dem tilbage i butikken.

Asbjørn Brandt, ledende dyrlæge, understreger, at Veterinær- og Fødevaremyndigheden, VFMG, i Grønland, nøje følger sagens udvikling og samler informationer ind for at fastslå, om varer fra virksomheden har fundet vej til grønlandske forbrugere.

KNI som importør har taget skridt til at destruerer varer, der kan spores til virksomheden – der har været afsendt varer til butikker og hotellet og kantinen i lufthavnen i Kangerlussuaq.

VFMG opfordrer også borgere, der for nylig har rejst i Danmark, til at kontrollere, om de har medtaget varer produceret hos Jørn A. Rullepølse A/S.

Varerne bør kasseres.

Fakta om listeriose

Listeriose er en fødevarebåren infektion, der skyldes bakterien Listeria monocytogenes. L. monocytogenes er udbredt i jorden, på planter, i spildevand, i tarmen hos dyr og mennesker og i produktionsmiljøer. Den har været påvist i grønlandske fiskefabrikker.

Bakterien kan forekomme i en lang række almindelige, især rå fødevarer, men det kan også være varmebehandlede fødevarer, der blev forurenet efter varmebehandlingen.

Bakterien vokser ved køleskabstemperatur og kendte risikofødevarer er kødpålæg, koldrøget fisk og gravad fisk, samt bløde oste.

Alle mennesker spiser bakterien fra tid til anden, men kun i forvejen svækkede personer bliver syge. Oftest bliver patienterne indlagt med symptomer som feber, almen svækkelse og eventuelt diarré og opkast.

Dødeligheden er ca. 25 procent. Hos gravide er der risiko for abort eller dødfødsel.

Vejledning

De grønlandske myndigheder anbefaler, at personer i køkkener, der laver mad til ældre og svækkede personer, følger enkle køkkenregler om at smide mad ud, der har overskredet sidste anvendelsesdato, holde en køleskabstemperatur på højst 5 0C, og huske at maden har kortere holdbarhed, så snart emballagen er brudt.

Anbefalingen bør også følges i private husholdninger.

Kontaktperson: Ledende dyrlæge i Grønland, Asbjørn Brandt. E-mail: asbr@nanoq.gl