Det er ikke vejen frem!

Nick Nielsen 040613

Reaktion på Michael Binzers debatindlæg i AG nr. 31 om at fyre de dårlige lærere i folkeskolen.

Af Naalakkersuisoq for Uddannelse, Nick Nielsen

Da man i sluthalvfemserne igangsatte skolereformbestræbelserne under betegnelsen ”Atuarfitsialak”, var det bl.a. ud fra en konstatering af, at mellem 20-30 % af en folkeskoleårgang ikke gennemførte deres folkeskolegang med folkeskolens afsluttende afgangsprøver. Samtidig var andelen af unge, der dengang påbegyndte og gennemførte et kompetencegivende uddannelsesforløb efter endt folkeskolegang meget lavt, og særligt elever, der havde afsluttet deres folkeskolegang på alment niveau, havde svært ved at indtræde i uddannelsessystemet.

Dette forhold kan f.eks. illustreres ved, at vi i min GU-årgang i Aasiaat kun var ca. 50, der fik studenterhuen på i 1997. Til sammenligning gennemførte 98 unge deres studen-tereksamen i Aasiaat denne sommer, mens der på landsplan var hele 382, der blev stu-denter. Dette svarer til, at næsten havdelen af en fødselsårgang, som disse år er på ca. 800, tager sig en studentereksamen.

Et andet godt eksempel på, at ikke alt er så sort, som det ofte fremstilles i debatterne om folkeskolen er, at der i 2005 ”blot” var ca. 2700 aktive studerende i gang på lands-plan. I 2013 var tallet oppe på 3862 aktive studerende, hvilket må siges at være en rigtig glædelig og positiv udvikling, som folkeskolen også har en andel i. Vi må derfor også huske, at rose de mange unge, der med god støtte fra deres forældre og lærere i folkeskolen og uddannelsesinstitutionerne formår at bryde den sociale arv og gennemføre en uddannelse, måske som den første i familien.

En velfungerende folkeskole må til hver en tid tilpasse sig samfundets udvikling og de kvalifikationskrav, som uddannelserne og erhvervslivet efterspørger. Jeg vil derfor et stykke af vejen give Michael Binzer ret i, at folkeskolen i dag ikke lever op til de forventninger, som samfundet stiller til den, og, at resultaterne ikke helt står mål med de økonomiske midler, som samfundet investerer i den. Det er nemlig ikke tilfredsstillende, at mange unge i dag først må igennem et efterskoleforløb eller Piareersarfiit forløb, før de opnår de kundskaber, som de skulle have erhvervet sig i folkeskolen. Så der er plads til forbedring og nogle steder endda til megen forbedring.

Men som Michael nok ved fra telebranchen, ønsker alle forbrugere – også bygdebefolkningen og ikke mindst bygdeskolerne hurtigere, billigere og mere stabile internetforbindelser. Vi drømmer alle om, at få internethastigheder på 150 megabit for 299 kroner om måneden ud til alle bosteder i landet. Dette er nok ikke realistisk eller teknisk muligt i dag – men vi må have høje forventninger og mål, før vi kan nå dertil.

Ligesom vi ikke har prisbilligt højhastighedsinternet alle steder i landet, mangler vi også stadig kvalificerede og veluddannede undervisere i mange af vore folkeskoler. Samtidig kæmper mange familier stadig med store sociale, personlige og økonomiske problemer, som alle har indflydelse på børnenes trivsel og elevernes muligheder for udvikling og læring. Folkeskolen står med andre ord overfor udfordringer, som ikke bare kan løses med et snuptag blot ved at fyre ”dårlige lærere” eller indføre e-læring.

Debatten om folkeskolen har mange gange været kendetegnet af, at forskellige interessenter eller debattører ensidigt har beskyldt andre for slendrian eller uduelighed. Jeg synes ikke, at det er vejen frem. Det skaber ikke tillid, arbejdsglæde eller ansvarlighed, hvis man blot truer lærere med bål og brænde eller fyring til bedre præstationer, ligesom det ikke giver eleverne selvtillid og gåpåmod, når man hele tiden fremhæver deres dårlige resultater eller deres forældres manglende omsorgsevne osv.

Vi skal derimod udvikle en ansvarlig ledelseskultur, hvor udvikling skabes gennem støtte, opmuntring og samarbejde. Vi har allerede høje forventninger til vore børns undervisning, som er formuleret i folkeskolelovgivningen. Hvis vi skal realisere disse mål, kræver det, at alle instanser, der har med børnene at gøre, påtager sig det ansvar, som er pålagt dem og samarbejder om opgaven. De kommunale politiske ledere har en særlig rolle i denne forbindelse: De må gå forrest og vedholdende formulere deres forventninger og krav til folkeskolerne i deres kommune. Folkeskolens ledere skal klædes på til at varetage ledelsesopgaven og sikre, at eleverne vitterligt modtager den undervisning, de har krav på.

På mine besøg i folkeskolerne rundt om i landet, hvor jeg har mødt lærere og elever, har jeg oplevet store forskelle i lærernes opfattelse af deres roller. På nogle skoler er samarbejdet højt og lærerne arbejder med fælles mål og værdier, mens det har været mit indtryk, at man på andre skoler i højere grad arbejder hver for sig – og er man isoleret i små øer på lærerværelset, er udfordringerne sværere at møde.

Afslutningsvist vil jeg medgive Michael, at vi i langt højere grad skal søge at inddrage brugen af IKT, e-læring og fjernundervisning i fornødent omfang i folkeskolen og på vores uddannelser efter folkeskolen. I den forbindelse følger vi spændt de gode tiltag i Qeqqata Kommunia og Kommune Kujalleq med indførelsen af iPads i undervisningen. Og jeg vil gerne i dialog med Michael Binzer om, hvordan vi sammen yderligere kan fremme udviklingen på teknologiområdet, så vore børn og unge kan blive klædt ordentligt på til deres fremtidige udfordringer.

Med venlig hilsen


Nick Nielsen