Laksefiskeriet starter 1. august

Fabrikskvoten er reduceret fra 35 tons til 30 tons. Laksefiskeriet begynder fredag, den 1. august og slutter den 31. oktober.

Erhvervsfiskere kan fiske efter laks til eget forbrug og erhvervsmæssigt med salg til brætter, hospitaler, hoteller, restauranter med videre.

Laksefiskeriet er dog fortsat kun til salg på hjemmemarkedet, og fisken må således ikke eksporteres.

I henhold til Selvstyrets bekendtgørelse nr. 12 af 1. august 2012 om fiskeri efter laks kan alle fiske laks, både erhvervsfiskere og fritidsfiskere.

Erhvervsfiskere skal have en licens til laksefiskeri, det skal fritidsfiskere ikke.

Alle, som fisker laks, skal dog rapportere deres fangster til Grønlands Fiskeri Licens Kontrol, GFLK.

Fabrikskvoten

Naalakkersuisut har siden 2012 fastsat en fabrikskvote, der i 2012 og 2013 har været på 35 tons.

Efter en evaluering af indhandlingerne for de seneste to år, og på baggrund af det internationale pres, som har været på Grønland igennem North Atlantic Salmon Conservation Organization, NASCO, har Naalakkersuisut godkendt at reducere kvoten til 30 tons for laksefiskeriet 2014.

Kontaktperson: Emanuel Rosing, afdelingschef, departementet for fiskeri, fangst og landbrug. E-mail: emanuel@nanoq.gl