19 slædehunde aflivet efter vanrøgt

Embedsdyrlægen Sanne Eline Wennerberg har i samarbejde med politiet i Ilulissat og Qaasuitsup Kommunia måttet aflive 19 slædehunde i Ilulissat på grund af alvorlig vanrøgt af hundene.

Søndag den 13. juli blev 12 slædehunde aflivet, og syv hunde den 22. juli.

Sanne Eline Wennerberg fortæller, at der allerede var døde hunde på begge hundepladser.

Hundene er blevet skudt, fordi de var så sultne og tørstige, at det ville være at udsætte dem for yderligere alvorlig lidelse at lade dem leve.

Embedsdyrlægen siger, at hundene var så tynde, at man kan betegne dem som ekstrem sygelig underernærede.

- Hundene havde ingen fedt på kroppen eller omkring de indre organer. Musklerne var så tynde, at alle knogler tydeligt stod frem. Det er et entydigt tegn på, at hundene er blevet sultet over længere tid, og nogen af dem til døde, siger embedsdyrlæge Sanne Eline Wennerberg, Veterinær-og Fødevaremyndigheden.

Sagerne er overgået til politiet i Ilulissat.

 

Kontaktperson: Embedsdyrlæge Sanne Eline Wennerberg. E-mail: uumasut@nanoq.gl. Tel.: +299 345000