Hurtig indsats afgørende ved oliespild

En ny grønlandsk undervisningsfilm målrettet beredskabsfolkene skal være med til at sikre, at beredskabsfolkene yder en hurtig og dygtig indsats ved oliespild i havet.

Hvert eneste år bliver der spildt olie i det kystnære havmiljø i Grønland. Et oliespild er en kritisk situation, da olien har skadelige virkninger på dyreliv og havmiljø. Ved et spild af olie i havet er det derfor vigtigt, at olien bliver opsamlet hurtigt, inden den har spredt sig.

”Når uheldet er ude, og der sker spild af olie i havet, så tæller sekunderne. Det er enormt vigtigt, at de lokale beredskabsfolk er klar til at yde en hurtig og dygtig indsats. De skal være fortrolige med anvendelsen af det olieberedskabsudstyr, som vi har placeret rundt omkring i landet” udtaler Naalakkersuisoq for Miljø og Natur Kim Kielsen.

Naalakkersuisoq for Miljø og Natur Kim Kielsen står bag produktionen af en ny undervisningsfilm. Filmen viser, hvordan det kystnære olieberedskabsudstyr skal anvendes og vedligeholdes.

”Filmen erstatter selvfølgelig ikke rigtige øvelser, men den er et led i undervisningen af mandskabet”, udtaler Naalakkersuisoq for Miljø og Natur Kim Kielsen.

Departementet for Miljø og Natur er ansvarlig for olieberedskabet i det grønlandske søterritorium. Olieberedskabet er baseret på mandskab og udstyr placeret ved brandstationerne i 12 byer i Grønland. Der afholdes øvelser rundt om i landet for at vedligeholde mandskabets rutiner, så beredskabet altid er klar til indsats den dag, uheldet sker.

Billedtekst: Departementet for Miljø og Natur afholdt for nylig beredskabsøvelse i Qaqortoq. Her er beredskabsfolkene samlet efter øvelsen (Foto: Jeppe Bender Jørgensen).