Kronik i Berlingske Tidende

ET MODERNE RIGSFÆLLESSKAB

Af Aleqa Hammond 

I sidste uge overværede jeg Folketingets debat om Rigsfællesskabet. En debat der desuden blev rammet ind af Statsminister Helle Thorning-Schmidts kronik i Berlingske Tidende med titlen ”Ligeværdigt samarbejde i Rigsfællesskabet”. I kronikkens indledning beskriver Helle Thorning-Schmidt Rigsfællesskabet, som et ”moderne fællesskab mellem Danmark, Færøerne og Grønland, der kan rumme, at vi er forskellige”.
Jeg er glad for, at Rigsfællesskabet nu bliver debatteret årligt i Folketinget og glad for de gentagne henvisninger til ligeværdighed, som i dag bruges om samarbejdet mellem vore tre folk. Det sidste skal vel ses som et opgør med den fortid vi deler, hvor det netop ikke forholdt sig sådan for os i Grønland. Det opgør er rigtig godt og stadig nødvendigt.
Men det siger sig selv, at den endelige ligestilling mellem os først kommer, når Grønland og Færøerne er blevet økonomisk selvbærende.
Den holdning har jeg givet udtryk for, ved at sige at det er min politiske vision, at Grønland bliver selvstændigt i min levetid. Visionen er ikke vendt mod Grønlands samarbejde med Danmark. Det er ikke en vision om en løsrivelse fra alle de gode sider, som Rigsfællesskabet har haft og stadig har. Det er en vision om frigørelse fra de bånd, der gør det svært for os at føle os som ligeværdige partnere, både i Riget og blandt verdens lande generelt. Hvad er mere naturligt for et folk, der har været underlagt et andet land, og som stadig er økonomisk afhængigt, end at ønske sig frie?
Jeg er sikker på at den dag, vi i Grønland ikke længere har brug for det danske bloktilskud, vil være en befrielsens dag for både danskerne og grønlænderne. Det er en af grundene til, at jeg er fast besluttet på at sikre Grønland så megen gavn af vores råstoffer som muligt, og gerne så hurtigt som det er miljømæssigt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
På vejen mod det mål ser jeg et positivt samarbejde indenfor Rigsfællesskabet som den bedste ramme for Grønlands udvikling, og jeg har ingen visioner om, at samarbejdet i Rigsfællesskabet ophører, når Grønland bliver økonomisk selvbærende. Vi kan tværtimod skabe et langt stærkere sammenhold, den dag vi samarbejder af lyst og ikke af nødvendighed. Derfor er jeg også enig med statsministeren i hendes ønske om et moderne og ligeværdigt Rigsfællesskab.


Men er vi enige om, hvad et moderne og ligeværdigt samarbejde mellem vores tre lande betyder?
Har alle f.eks. ikke lige rettigheder i et moderne fællesskab? Er det et moderne Rigsfællesskab, når den danske regering alene mener at kunne bestemme, hvornår en sag om statens uretfærdige behandling af grønlandske borgere er uddebatteret? Uanset at de forurettede borgere og vi, deres valgte repræsentanter, slet ikke har haft en dialog med de danske myndigheder herom, selvom vi både mundtligt og skriftligt har bedt om det.
Jeg mener, at vi burde kunne sætte os til forhandlingsbordet og finde en værdig løsning sammen.
Der er borgere i Grønland, der kaldes juridisk faderløse. De er børn af danske mænd på kortvarige ophold i fortidens Grønland. Mænd, der efterlod deres børn uden nogen rettigheder, når de rejste fra landet igen. I Danmark vedtog man allerede fra 30-erne love, der beskytter børn og mødre mod at stå fortabte tilbage. De love blev bevidst ikke sat i kraft i Grønland før 1963. Så for børn født før da, var der ingen ”kære far”. De lever den dag i dag uden retten til at kende deres far, bruge hans navn eller få deres del af hans arv. Nu er det heldigvis lykkedes at få Danmark til at lave et lovudkast, der skal give dem rettigheder, og det er rigtig godt. Men loven afskærer fortsat dem, hvor faderen allerede er død, fra deres arv.
”Er det rimeligt at vedtage en lov med tilbagevirkende kraft og bede arvinger om at betale en del af deres penge til nye søskende? Det synes jeg ikke, det er”, skrev Helle Thorning-Schmidt i sin kronik i Berlingske Tidende. Det synes jeg, og det grønlandske folks øvrige repræsentanter, heller ikke, og det kunne jeg have fortalt statsministeren, hvis hun havde villet mødes med mig. Vi ønsker ikke at skabe usikkerhed for de faderløses søskende, hvor boet allerede er fordelt, og arvesagen er afsluttet. Vi ønsker i stedet en kompensation til de borgere, den diskriminerende lovgivning har påført et tab, der ikke kan rettes op med den nye lov. Helle Thorning-Schmidt kaldte sagen uddebatteret og undlod at kommentere mine anmodninger om at drøfte sagen. Jeg mener ikke, det er særlig ligeværdigt at afslå møder med os ledere af de andre regeringer i Rigsfællesskabet, når vi vil drøfte problemer med dybe menneskelige konsekvenser for vores borgere. Havde det ikke været mere moderne, hvis vi havde sat os sammen for at finde en løsning, der kunne forsone den skade, som er sket for disse levende ofre fra den danske fortid i Grønland?
Jeg har efterfølgende forelagt sagen for Folketingets Grønlandsudvalg, og de vil nu undersøge den nærmere. Det er jeg utrolig glad for på vegne af de ganske mange juridisk faderløse i mit land. De har ikke, og vil ikke få, de samme rettigheder som alle andre borgere i deres eget Rigsfællesskab med det foreliggende lovudkast. Derfor bør de få oprejsning på anden måde.

Jo mere selvstyret udvikler sig, jo mere interesserer befolkningen sig for sine rettigheder. Det er naturligt for et folk. Et stærkt land og et stærkt folk kender sine rettigheder og forfølger dem. Sådan gør man i Danmark, og sådan gør vi i Grønland.
Selvstyreloven giver entydigt Grønland råderetten over råstofferne i vores land. Den kendsgerning har det danske Folketing selv skabt. Det er derfor ikke i overensstemmelse med lovgivningen, når den danske regering forsøger at overtage råderetten over vores råstoffer ved at erklære et råstof i Grønland for ”strategisk” og dermed af forsvarsmæssig eller sikkerhedsmæssig betydning, og det er forhåbentlig ikke det, statsministeren mener med ”et aktivt og levende Rigsfællesskab”.
Selvom vi har loven på vores side, har vi accepteret, at handel med uran er af en særlig karakter. Vi ønsker alle internationale sikkerhedsregler iværksat, inden vi begynder at eksportere uran, og vi er glade for samarbejdet med Danmark om det. Men de øvrige mineraler i vores undergrund er hverken til fare i sig selv eller for Rigets sikkerhed. Vi har entydigt retten til udvinding og handel med råstofferne. Sådan er loven.
Men faktisk er det sådan, at der ikke er nogen i verden, vi hellere vil arbejde sammen med end netop Danmark og de nordiske lande, når det kommer til minedrift i fremtidens Grønland. Vi kender Danmark og Norden, vi er trygge ved jer, og vi deler samfundssystem med jer. Men vi udbyder vores licenser til minerne på internationale markedsvilkår og under internationale regler om fri handel. Det har vi aftalt med EU. Hvis Danmark eller EU vil købe vores råstoffer på markedsvilkår, er vi parate til at sælge. Ville det ikke være en langt bedre vej at gå for Rigsfællesskabet, end at Danmark i strid med loven og de internationale regler for handel forsøger at bestemme, hvad og hvem vi må handle med?
Min regering, Naalakkersuisut, vil meget gerne arbejde sammen med vores danske venner. For os er der ingen modsætning mellem en stadig stigende selvstændighed for Grønland og et stadig bedre fungerende fællesskab med Danmark og Færøerne. Men det er vigtigt at forstå, at vi har væsentligt forskellige baggrunde sprogligt, kulturelt og etnisk, når vi skal forsøge at skabe det konstruktive og ligeværdige samarbejde, vi alle ønsker. Rigsfællesskabet handler ikke om at gøre grønlændere og færinge til danskere. Den tid er forbi. I det moderne Rigsfællesskab skal der være plads til at tale ud, om både det vi kan enes om, og det vi ikke kan. Jeg har her fokuseret en del på det, vi ikke er enige om, fordi det blev fremhævet i statsministerens kronik. Men heldigvis er der rigtig meget, vi allerede kan sammen, og endnu mere vi slet ikke har opdaget, vi kan endnu. Derfor glæder jeg mig meget til resultaterne fra de fælles udvalg, vi har nedsat til blandt andet at se på mulighederne for nye erhvervstiltag mellem Grønland og Danmark. Der er nok at tage fat på, for at gøre Rigsfællesskabet rigtig moderne.