Tiltagene i fiskeriet vil give mange arbejdspladser

Stemningsbillede

Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Finn Karlsen, sagde på pressemødet i dag, tirsdag, at der er flere tiltag, som kan forøge beskæftigelsen i fiskeriet. Finn Karlsen understregede, at de mange tiltag ikke vil komme til at koste penge for landskassen.

Finn Karlsen holdt pressemøde sammen med Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer, Jens-Erik Kirkegaard, hvor temaet var arbejdsløshedsbekæmpelse.

Følgende tiltag fremlagde Finn Karlsen.

Indsættelse af indhandlingsfartøjer, omladningstilladelser og forsyning til fabrikker.

To indhandlingsfartøjer vil blive indsat ved Upernavik, som kan forædle hellefisk ombord.

Omladningstilladelse til krabber er givet til Nilak ApS, som kan sprede fiskeriet og sikre en vedvarende forsyning til fabrikkerne i Paamiut og Alluitsup Paa.

Omladningstilladelse til torsk er givet i Kangaamiut, Atammik, Nuuk og Qeqertarsuatsiaat.

Tilladelse til to 74’er, der kan fiske efter torsk udenskærs ved Paamiut og Alluitsup Paa, der kan forsyne fabrikkerne i de omtalte steder.

Dispensation til torskefiskeri i gydeperiode i Sydvest – og Sydøstgrønland. Fiskeriet vil sikre stabil forsyning til fabrikkerne i Nanortalik og Qaqortoq samt stabile arbejdspladser både til søs og på land.

Forøgelse af kvote og tilladelser til forsøgsfiskeri

Hellefiskekvoten for joller i forvaltningsområdet i Upernavik er forhøjet med 500 tons.

Der er givet tilladelse til forsøgsfiskeri i Østgrønland efter forskellige fiskearter: Hellefisk, torsk, rødfisk, helleflynder, brosme, krabber, havkat og fjeldørred.