Kronik i AG 19. marts 2014

Råstofområdet er en prioritet – også i forholdet til andre lande

Af Aleqa Hammond, Formand for Naalakkersuisut

I denne uge, er det et år siden at vi havde et valg hvor befolkningen i meget stor udstrækning vendte ryggen til den forrige regering og dens mangel på handling. Den forrige regering skabte med sin utydelighed og mangel på prioriteringer, ingen resultater som kunne måles i mærkbare forbedringer i samfundsøkonomien og i udsigterne for befolkningen i de kommende år for Grønland.

Jeg har siden valget prioriteret meget hårdt, også nogen gange så hårdt at nogen har synes det gjorde ondt. På min første samling sidste år, fik vi taget vigtige beslutninger på råstofområdet. Vi fik med et enigt Inatsisartut vedtaget en revideret storskalalovgivning som sikrer at Grønland i fremtiden vil kunne bruge udenlandsk arbejdskraft i kommende storskalaprojekter når det er nødvendigt, samtidig med at vi sikrer fuld beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder, både for de udefrakommende og for det grønlandske arbejdsmarked som helhed. VI fik også afskaffet nultolerancepolitikken overfor uran og andre radioaktive stoffer som i alt for mange år har begrænset vores muligheder for at udnytte vores egne ressourcer, særligt de sjældne jordarter som ofte er tilstede i de samme områder som de radioaktive mineraler.

Grønlands olie- og mineralstrategi for de kommende fem år er nu blevet vedtaget af Naalakkersuisut. Olie- og mineralstrategien sætter retningen for Selvstyrets prioriteringer for de kommende fem år på råstofområdet.

Oppositionen fremlægger ingen alternativer

Oppositionen har generelt et ansvar for at sikre, at regeringen har et sundt modspil - også på Forårssamlingen – således at befolkningen stilles overfor alternativer til de beslutninger som Naalakkersuisut under sin fire-årige valgperiode træffer. Kun på denne måde vil vælgerne, når de næste gang om tre år skal sætte kryds ved et valg, kan vurdere hvilken kurs – regeringens eller oppositionens de foretrækker til den tid.

Under Forårssamlingen som starter i denne uge, vil råstofstrategien blive omdelt til Inatsisartut. Oppositionen har, ligesom de har haft siden valget, muligheden for at forklare hvad det er de ville have gjort anderledes – og hvad de har tænkt sig at gøre anderledes, skulle vælgerne om tre år sætte kryds ved deres partier.

På råstofområdet, hvor Naalakkersuisut både i 2013 og i 2014 træffer vigtige beslutninger med tildeling af licenser til mineprojekter, fremlægger oppositionen indtil nu ingen konkrete bud på hvad de ville have brugt magten til, hvis vælgerne i 2013 havde truffet et andet valg.

Jeg synes oppositionen, som under Efterårssamlingen mente at en ophævelse af nultolerancen overfor uran og andre radioaktive stoffer var både en krænkelse af demokratiet og et brud på væsentlige menneskerettigheder, skylder befolkningen svar på om de så også har tænkt sig at omgøre den beslutning i en eventuel kommende valgperiode. Og hvis ikke de har tænkt sig at gøre det, hvordan hænger det så sammen med udmeldingerne under efterårssamlingen?

Jeg synes også oppositionen skylder befolkningen svar på om den fortsat står bag en velovervejet udvikling af vores olieressourcer sådan som Naalakkersuisut i sin råstofstrategi har besluttet. Vi har besluttet, at der også i de kommende år skal gennemførers udbudsrunder, hvilket er nødvendigt fordi nogle af de eksisterende olietilladelser tilbageleveres i takt med, at efterforskningen rettes mod de mest lovende områder.

Og såfremt oppositionen reelt ikke ønsker den udvikling indenfor råstofsektoren som Naalakkersuisut med sin råstofstrategi beskriver, så synes jeg først og fremmest oppositionen skylder befolkningen at fortælle, hvor de mener de ekstra midler som kommer til at mangle i landskassen når flere skal på pension, og bloktilskuddet gradvist reduceres, skal komme fra.

Oppositionen har, både under Efterårssamlingen og i forårets debat om råstofsektorens vilkår og muligheder, i stedet valgt at lægge vægt på det store uudnyttede potentiale der er indenfor andre sektorer – såsom turisme, forbedringer i fiskeriet og med forslag om serverparker til den globale IT industri.
Jeg havde derfor set frem til at oppositionen også under den nu kommende Forårssamling ville fremkomme med konkrete forslag på disse områder.

Min deltagelse ved Economist Magazine’s ”Arctic Summit” i London

Jeg var 4. marts en af hovedtalerne ved konferencen The Arctic Summit i London. Kuupik Kleist har i sidste uges Sermitsiaq bidt meget mærke i at jeg vedrørende Naalakkersuisuts olie- og mineralstrategi ved konferencen har udtalt mig upræcist ved at sige at råstofstrategien vedtages under Foråssamlingen, og ikke som tilfældet er lige før Forårssamlingen. Strategien er, som det altid har været tilfældet, blevet vedtaget af Naalakersuisut, og den vil som det altid har været tilfældet blive omdelt til Inatsisartut under samlingen. Det må Kuupik Kleist også vide.

Det er selvfølgelig ærgerligt at et enkelt ord i min tale var upræcist. Men jeg synes faktisk at det er endnu mere ærgerligt, at oppositionen når den nu for en gangs skyld forholder sig konkret til Naalakkersuisuts råstofudspil, vælger overhovedet ikke at forholde sig til substansen.

At Sermitsiaq i samme nummer, om samme tale beskriver den som endnu et forsøg på at promovere grønlandsk selvstændighed og skabe splid med Danmark kan kun yderligere undre. Talen, som blev godt modtaget og fik meget solid international presseopmærksomhed, er en præsentation af de muligheder som der er i Grønland for investorer som har lyst til at være aktive i vores råstofsektor. Grønlands selvstændighed var hverken et tema for konferencen eller for min tale. Når nu vi er ved ord, kan talen jo læses – også af Sermitsiaq - og man vil så kunne bekræfte at ordet ”selvstændighed” overhovedet ikke optræder i talen.

I forhold til Danmark, og at jeg skulle ønske at skabe splid, kan jeg igen kun stille mig undrende. Grønland taler, sådan som det har været tilfældet i mange år – også internationalt – på egne vegne når det vedrører fuldt overtagne sagsområder – og derfor også råstofområdet. Danmark deltog ved samme konference i form af Kongerigets Arktiske Ambassadør som også holdt oplæg senere på dagen ved konferencen i London. Mit udenrigsdirektorat har en meget tæt dialog med udenrigsministeriet, og der er ingen uenighed eller splid om Grønlands ønske om at tiltrække investeringer til råstofsektoren.

Grønland har brug for investeringer

Grønland har potentialet til at blive en væsentlig mine- og olienation. Men for at det kan ske har vi brug for investeringer udefra.

Det er derfor det er vigtigt at jeg som formand for Naalakkersuisut, kommer ud til verden og forklarer hvordan Grønland ser ud, gør rede for de potentialer vi har og forklarer hvordan vores samfund er opbygget, blandt andet med et stærkt civilsamfund, retssystem, demokratisk kontrol og med beskyttelse af miljø og sundhed som prioritet.

Prisen på råvarer internationalt i disse år har ikke været gunstig for Grønland, og vi bliver nødt til at arbejde hårdt for at skabe den nødvendige opmærksomhed og forståelse for hvad Grønland kan tilbyde. Det er derfor jeg siden valget prioriterer at være tilstede internationalt med vigtige budskaber vedrørende vores råstofsektor i udlandet. Alene siden efteråret har jeg holdt taler og givet interviews med den internationale presse i Reykjavik, Halifax, København, Bruxelles, Tromsø og London.

Vores arbejde og indsats bliver efterhånden anerkendt internationalt, og det er vigtigt. I december 2013 blev vi således tildelt prisen for at være det bedste land i verden at drive minedrift i ved Europas største minekonference for investorer ”Mines and Money”, og det internationalt ansete canadiske Fraser Institute vurderer Grønland som nr. 23 ud af 112 minelande/mineprovinser i relation til det såkaldte Policy Perception Index, som er en samlet vurdering af landenes rammebetingelser.

Det er bemærkelsesværdigt for et land, som kun er ved at tage sine første skridt mod en fremtid som også skal baseres på olie og mineraler.

Naalakkersuisut har tænkt sig at fortsætte arbejdet med at sætte gang i udviklingen indenfor området, således som vi har beskrevet det i vores olie- og mineralstrategi.