London Mining Greenland A/S

London Mining pris

London Mining Greenland A/S kåret som årets ”Prospector and Developer of the Year 2014”

Baggrunden for prisen er bl.a., at London Mining Greenland A/S den 24. oktober 2013 fik en 30-årig udnyttelsestilladelse til selskabets jernmineprojekt ved Isukasia. Kriterierne for uddelingen af prisen er, at den gives til et selskab eller en person, der har været aktiv inden for råstofområdet, har udvist initiativ, og som har inspireret andre virksomheder til at foretage undersøgelser i Grønland. Andre krav er positive miljøhensyn og selskabets sociale ansvar.

“Det er en fornøjelse at arbejde med London Mining. De er ekstremt professionelle og arbejder altid løsningsorienteret, hvilket er positivt for alle parter”, udtaler Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer Jens-Erik Kirkegaard.

Prisen blev modtaget af chefen for London Minings aktiviteter i Kina Jenny Yang, som i sin takketale bl.a. understregede London Minings målsætning om at gennemføre mineprojektet samfundsmæssigt bæredygtigt og i tæt samspil med grønlandske værdier. Jenny Yang oplyste videre i sin tale, at selskabet arbejder aktivt med at sammensætte finansieringsgrundlaget for projektets videre fremdrift.

PDAC er verdens største mineralmesse, og er centrum for markedsføring af de enkelte landes mineralpotentiale og indgåelse af forretningsmæssige aftaler. Et af temaerne på messen var afmatningen i den internationale mineralbranche som følge af den internationale økonomiske krise.

Det var derfor opløftende, at Grønland som et af de få områder kunne præsentere en række positive nyheder, herunder ikke mindst udnyttelsestilladelserne til London Mining og True North Gem. Der var også betydelig interesse for andre fremskredne grønlandske mineprojekter, såsom Ironbarks zink projekt i Nordøsgtrønland, North American Nickel projektet ved Maniitsoq og Greenland Minerals and Energys Kvanefjeldsprojekt m.fl.