Inspirationstur til Australien om uran

I perioden fra den 31. januar til 10. februar rejser Naalakkersuisut og Inatsisartuts Råstofudvalg til Australien for at få inspiration til, hvordan de håndterer de mange udfordringer, der er forbundet med at eksportere uran. Konkret skal delegationen i nævnte periode besøge offentlige forvaltninger (Erhvervs-, Miljø- og Udenrigsministeriet), der beskæftiger sig med administration og kontrol af uran, en geologisk forskningsinstitution (Geoscience Australia), Miljøbeskyttelse (Australien Conservation Foundation og Australian Radiation Protection and Nuclear Safety Agency). Besøget omfatter også rundvisning i en mine, der producerer uran.

”Australien er valgt ud fra, at de har mange års erfaringer med uran. Vi er midt i en proces, hvor vi er i gang med at indhente information til, hvordan vi selv skal opbygge en kontrol og administration af vores uranpotentiale ”, siger Jens-Erik Kirkegaard, Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer, og fortsætter:

”Personligt glæder jeg mig til at få et indblik i, hvordan Australien har fået etableret et system, så de kan eksportere radioaktive mineraler og på samme tid overholde de internationale aftaler.

Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer understreger, at Australien er én blandt mange lande, hvor man vil indhente relevant information fra. I den sammenhæng kan det oplyses, at man i 2010 var i Canada sammen med det daværende Erhvervsudvalg for at blive informeret om, hvordan Canada kontrollerer og administrerer deres uran i relation til eksport.

Fra Naalakkersuisuts side deltager Jens-Erik Kirkegaard, Naalakkersusioq for Erhverv og Råstoffer, og Kim Kielsen, Naalakkersuioq for Natur og Miljø. Deltagerne fra Inatsisartut er Doris Jakobsen, Gerhardt Petersen, Saxtorph Didriksen og Naaja Nathanielsen. Derudover ledsages delegationen af embedsmænd fra både Naalakkersuisut og Inatsisartut.