Rekord i bygningstæthed

Igennem en årrække er der blevet foretaget test af tæthed i byggerier opført af Grønlands Selvstyre og Ejendomsselskabet Illuut A/S ved udførelse af såkaldte Blowerdoortest. Resultaterne har været gode.

Der er nu i forbindelse med opførelse af Byhuse i Sisimiut slået en bemærkelsesværdig rekord.

I forbindelse med opførelse af byhuse med 3 bygninger af hver 12 boliger i Sisimiut er der målt en tæthed på så lidt som 0,17 liter per sekund per kvadratmeter. Dette er meget lavt og langt under grænseværdien i det danske bygningsreglement på 1,5 liter per sekund per kvadratmeter.

Disse tæthedsmålinger er meget vigtige i vores klima og er med til at sikre, at der ikke sker byggesjusk. Herudover er der mange fordele ved et tæt hus:

  • Varmeregningen bliver billigere
  • CO2 udslip formindskes
  • Bedre komfort, idet træk fra kolde vægge og gulve formindskes væsentligt

Hertil kommer at tæt hus forhindrer den varme luft, som indeholder meget fugt, i at trænge ud i de koldere konstruktioner, hvilket kan give råd og skimmelsvamp.

- Det er med stor glæde at jeg har modtaget nyheden, om at der er opnået denne rekord i tæthed i byggeri i Sisimiut, udtaler Naalakkersuisoq for Boliger Siverth K. Heilmann.

- Det er vigtigt at vi i forbindelse med opførelse af byggerier har meget fokus på at opnå kvalitet og undgå byggesjusk, således at vi sikrer værdierne i bygningsmassen for fremtiden. Et af værktøjerne er gennemførelse af tæthedsprøvninger i forbindelse med opførelse af nye bygninger. Min administration arbejder på en revidering af vores bygningsreglement og her vil der blive indarbejdet krav til tæthed i bygninger, således at der kan opnås en generel forbedring på dette område også, slutter Naalakkersuisoq for Boliger Siverth K. Heilmann.

En bloowerdoortest fungerer ved hjælp af en ventilator, som trækker man luft ud af et hus og skaber et undertryk. Undertrykket får luften til at trænge ind gennem sprækker og utætheder. Ved hjælp af måleudstyr og termisk kamera kan man måle utæthedens omfang og sikre bygningens tæthed op til aflevering af byggeriet.