Grønland og Norge diskuterer politisk samarbejde

Aleqa og Solberg

Formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond er i disse dage i Tromsø hvor hun idag er en af hovedtalerne ved Arctic Frontiers konferencen som iår har fokus på menneskenes rolle i Arktis. Under sin deltagelse ved Arctic Frontiers konferencen holdt formanden for Naalakkersuisut i dag møde med den norske statsminister Erna Solberg.

På mødet drøftede formanden for Naalakkersuisut og den norske statsminister sager af fælles interesse. Bl.a. diskuterede de hvordan forholdet mellem Norge og Grønland kan styrkes i de kommende år. Særligt indenfor oliesektoren er der et potentiale for yderligere at intensivere det eksisterende gode samarbejde.

Formanden for Naalakkersuisut og Norges Statsminister Erna Solberg drøftede også samarbejdet omkring nordiske og arktiske sager.

Generelle politiske emner, herunder ophævelsen af nultolerancen overfor uran og andre radioaktive mineraler, samt udviklingen indenfor råstofsektoren blev også drøftet.

Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond udtalte efter mødet:

”Jeg er meget glad for den store interesse som Norge udviser overfor Grønland og de udviklinger som finder sted i Grønland i disse år.

Vi deler mange fælles værdier med Norge. Særligt som et vigtigt olieland med en stor og velfungerende fiskerisektor mener jeg Grønland kan lære meget af Norge.

Norge er et foregangsland, når det kommer til at sikre den nødvendige udvikling af vores råstoferhverv uden at tilsidesætte eller risikere hensynet til befolkningens sundhed og vores sårbare Arktiske miljø.

Statsminister Erna Solberg har bekræftet mig i at vi skal udbygge vores samarbejde med Norge i de kommende år – både indenfor det arktiske og i det nordiske samarbejde.”