Upernavik Seafood åbner indhandling

Upernavik Seafood åbner indhandlingssteder.

 

- Det er glædeligt, at høre at Upernavik Seafood vil åbne to indhandlingssteder, henholdsvis Nuussuaq og Søndre Upernavik, siger Finn Karlsen, medlem af Naalakkersuisut for fiskeri, fangst og landbrug.

Upernavik Seafood vil åbne for indhandling fra på mandag, den 3. februar 2014.

Da Finn Karlsen overtog Nalaakkersuisutområdet i går, understregede han, at hans første opgave vil være, at kontakte Upernavik Seafood.

Selskabet har i de seneste dage været genstand for meget omtale i medierne for lukning af indhandlingssteder.

- Jeg talte med direktøren for Upernavik Seafood, Flemming Andersen, i formiddags, hvor han orienterede mig om, at selskabet vil åbne for indhandling i Nuussuaq og Søndre Upernavik, siger Finn Karlsen, som også er blevet inviteret til at besøge Upernavik Seafood i løbet af næste måned.

Finn Karlsen understreger, at samtalen med Upernavik Seafood har været konstruktiv.

Direktøren for Upernavik Seafood, Flemming Andersen, fortæller, at der forventes at blive indhandlet 1-2 tons hellefisk om dagen til indhandlingsstederne, hvor der vil være omkring fire fiskeriarbejdere til at producere fisken.

 

For yderligere oplysninger venligst kontakt Departementchef, Jørgen Isak Olsen, 54 53 08.