Ny aftale mellem Grønland og Færøerne

VQ og faeroerne

Ny aftale styrker færøske muligheder for investering i Grønland

 

Naalakkersuisoq for Finanser og Indenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq (S), og den færøske finansminister, Jørgen Niclasen, underskrev den 8. januar 2014 en aftale om at opdatere dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Grønland og Færøerne.

 

Ændringerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Færøerne medvirker til at styrke det økonomiske samkvem med Færøerne, hvormed Grønlands internationale forbindelser styrkes udover Grønlands traditionelle forbindelse til Danmark.

De væsentligste ændringer i dobbeltbeskatningsoverenskomsten er:

  • Ny bestemmelse om offshore-virksomhed  

Hidtil har der ikke været bestemmelser om beskatning af offshore-virksomhed i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Grønland og Færøerne. Den nye bestemmelse har samme indhold som den regulering af offshore-virksomhed, som findes i Grønlands dobbeltbeskatningsoverenskomster med henholdsvis Norge og Danmark, og bringer dermed færøske offshore-virksomheders konkurrencedygtighed på niveau med norske og danske virksomheder i Grønland.  

  • Nedsættelse af udbyttebeskatning

Udbyttebeskatningen ændres, så den svarer til, hvad der blev indført i en tillægsaftale med Danmark i 2008. Så længe udbytter er fradragsberettigede i den skattepligtige indkomst i Grønland, kan Grønland beskatte udbytte til færøske virksomheder eller personer med op til 35 %.

Ændringerne træder i kraft pr. 1. januar 2015 forudsat, at de vedtages i det færøske Lagting.