Naalakkersuisut forbedrer passagertransporten i nord og syd

 

Under finanslovsprocessen for 2014 har Naalakkersuisut valgt at gøre en ekstra indsats for at forbedre transportmulighederne til og fra en række byer og bygder.

 

Forslag til finanslov 2014 behandles i Inatsisartut d. 6. november. Forud for 2. behandlingen har Naalakkersuisut afsat ca. 2,2 millioner kr. til en udvidelse af passagersejladsen i Nord- og Sydgrønland. 

 

I Diskobugten kan indbyggerne i Qeqertarsuaq, Kangaatsiaq og Attu se frem til, at Disko Line lægger til en gang ekstra om ugen i sejlsæsonen, som løber fra 1. maj til 31. oktober i 2014.

 

Det samme er tilfældet for indbyggerne i Arsuk, hvor en underleverandør til Arctic Umiaq Line vil sørge for, at bygden får en ekstra ugentlig besejling i 2014 i perioden 1. maj til 31. august.

 

- ”Indbyggerne i de berørte byer og bygder har længe udtrykt ønske om, at deres mulighed for at rejse til andre dele af landet blev forbedret. Det er på den baggrund Naalakkersuisut vælger at sætte ekstraordinært ind disse steder”, udtaler Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed og Infrastruktur Steen Lynge.

 

For yderligere oplysninger kontakt Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed og Infrastruktur Steen Lynge via Ministersekretær Aviâja Mørch Amondsen på telefon +299 55 33 03 eller e-mail avma@nanoq.gl