Nordens Velfærdscenter besøger Nuuk

Åbningstale Martha

- åbningstale af Martha Lund Olsen

Kære alle sammen

Tak for invitationen. Jeg er glad at kunne være her i dag.

Jeg vil gerne starte med at fortælle jer en historie om en lille dreng. Han er fire år, da hans far flytter til en anden by og starter en ny familie. Tilbage sidder drengen med en søster og en mor, der ikke magter at være der for børnene. Moren har tit en ny mand og lever af en førtidspension. Det bliver en barndom præget af kaos, druk, vold og ensomhed.

Søsteren trøster sin lillebror og hjælper ham, så godt hun kan. Men da hun bliver 12 år, bliver hun fjernet fra hjemmet. Det er en stor sorg for drengen, der mister sin søsters omsorg og kærlige ord. I skolen får han skæld ud, fordi han ikke kan koncentrere sig, og han kommer længere og længere bagud.

Men da drengen bliver 10 år, er der en kvinde i fritidshjemmet, der lægger mærke til den indesluttede dreng i det snavsede tøj. Hun fortæller ham eventyr om helte, der møder en masse trængsler, inden de til sidst vinder prinsessen og det halve kongerige. Samværet omkring eventyrerne giver drengen håb, og langsomt begynder han at vise tillid og snakke om ting, der er svære.

Men det nære og varme samvær i fritidshjemmet slutter, da kommunen fjerner drengen fra hjemmet. Han kommer i en plejefamilie, hvor der opstår mange konflikter. Derefter bliver han anbragt i en døgninstitution.

Nu vil det være naturligt at tro, at drengen får samme skæbne som sin søster. Hun er førtidspensioneret, bor sammen med en alkoholiseret og voldelig mand og ender til sidst med at begå selvmord.

Men sådan ender vores historie ikke. For på døgninstitutionen møder drengen en pædagog, der engagerer sig i ham og giver ham den støtte og kærlighed, han ikke har fået med hjemmefra. Han viser ham en anden måde være voksen på, og han giver ham tro på, at livet har noget godt at give.

Drengen i vores historie ender med at blive en mønsterbryder.

Jeg fortæller jer denne historie, fordi den indeholder mange, vigtige emner, vi må overveje, når vi arbejder med udsatte børn og unge. Og særligt viser den, hvor afgørende stabile og nære relationer til en voksen er for udsatte børn.

I historien møder vi to fagpersoner, der tager ansvar, og som på hver sin måde spiller en vigtig rolle i drengens liv. Kvinden i fritidshjemmet hjælper drengen i en periode, hvor han har det særligt svært, efter søsteren er fjernet fra hjemmet. Måske oplever hun ikke, at hun gør en stor forskel. Men havde hun ikke været der, havde historien måske fået en anden ende.

Alle, der engagerer sig, kan gøre en forskel. Når et barn fx får hjælp hos en psykolog, betyder det ikke, at børnehaven eller skolen ikke stadig spiller en vigtig rolle for barnets velfærd. Tværtimod. Når faggrupperne understøtter hinanden, bliver chancen for succes meget større.

Børnehjemmet i Uummannaq er en institution, hvor det personlige nærvær og engagement skaber resultater. Til tider bliver hele byen involveret i indsatserne. For nylig har en af pigerne gennemført en uddannelse som tandplejer. Det er en flot bedrift af en pige, der har oplevet store svigt i sin barndom.

I Grønland skal vi blive bedre til at få vores unge med i udviklingen af samfundet. Et stort mindretal vokser op i hjem med sociale problemer, og det smitter af i skolerne og på arbejdsmarkedet. Alt for mange får ikke en uddannelse, og det betyder, at de får det svært i voksenlivet.

Det er vigtigt, vi styrker de tidlige indsatser og tilpasser vores metoder til barnets personlighed, alder og samlede livssituation.

  • Hvilke forhold er fx særligt vigtige for børn i førskolealderen?
  • Hvordan kan vi blive bedre til at inddrage barnets perspektiv?
  • Og hvordan kan vi støtte barnet i familien?

Det er spørgsmål, jeg ser frem til at drøfte i løbet af dagen.

Som tidligere socialrådgiver og leder på socialområdet ved jeg, hvor vigtigt det er, at alle tager personligt ansvar og samarbejder på tværs af fagområder.

Forestil jer fx sundhedsassistenten, der ikke reagerer på en mistanke om, at et barn bliver omsorgssvigtet, fordi hun regner med, at daginstitutionen tager sig af det. Forestil jer lederen i en daginstitution, der undlader at reagere, fordi hun er usikker og bange for at tale med forældrene. Forestil jer læreren, der laver en underretning, men undlader at følge op, fordi han tænker, at barnet nu er kommunens ansvar. Og forestil jer, at kommunen heller ikke griber ind, fordi sagsbehandleren aldrig tidligere har hørt om problemer hos barnet.

Jeg ved heldigvis, at vi i Grønland har mange ansvarsbevidste og engagerede fagpersoner, der er gode til at støtte op om hinanden.

Vi har et solidt fundament, vi kan bygge videre på.

Jeg startede min tale med at fortælle en historie om en dreng, der brød med den negative sociale arv på trods af meget modgang. Det skete ikke på grund af en tidlig og forebyggende indsats, eller fordi han blev anbragt i en døgninstitution, der kunne dokumentere sine resultater. Det skete, fordi drengen blev mødt af en voksen, der tog et personligt ansvar.

Det er vigtigt, at vi udvikler vores metoder og vores faglighed i indsatserne for udsatte børn. Men vi må samtidig huske på, at uden engagement og ansvarsbevidsthed, kan vi ikke bryde med den negative sociale arv. Jeg vil gerne takke de mange engagerede fagpersoner, som hver dag står op og yder en indsats for, at vores udsatte børn og unge får en ny chance i livet. Jeres indsats er altafgørende for væres fælles fremtid.

Til sidst vil jeg gerne udtrykke glæde over, at der er blevet plads til en debat om handicappede vilkår i vores samfund. I Grønland etablerer vi inden længe et genoptræningscenter, der har som mål, at borgere med handicap kan opnå større livskvalitet ved at være selvhjulpne og forblive i deres eget hjem. Også her ser jeg frem til at høre mere om erfaringer fra det øvrige Norden.

Qujanaq