Møde med Villy Søvndal og Kaj Leo H Johannesen

Formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond mødtes mandag den 10. juni 2013 med Udenrigsminister Villy Søvndal og Færøernes Lagmand Kaj Leo Holm Johannesen

Det var en dag i rigsfællesskabets tegn, da formanden for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond mandag den 10. juni 2013 mødtes med udenrigsminister Villy Søvndal og Færøernes lagmand, Kaj Leo Holm Johannesen. Det var første gang, at udenrigsministeren og formanden for Naalakkersuisut mødtes og havde mulighed for at drøfte en række emner af fælles interesse.

For så vidt angår mulig udvinding af uran var udenrigsministeren og formanden for Naalakkersuisut enige om, at udvinding af uran skal ske med hensyntagen til miljø, sikkerhed og sundhed samt overholdelse af internationale aftaler på området, herunder efterlevelse af bedste internationale praksis.

På en fælles frokost havde Danmark, Færøerne og Grønland mulighed for at drøfte rigsfællesskabets arbejde i Arktisk Råd. Alle tre rigsdele understregede vigtigheden af at arbejde for at alle tre rigsdele kan deltage i rådets arbejde. Der var enighed om fortsat dialog med det canadiske formandskab herom.

For yderligere spørgsmål eller kommentarer, kontakt venligst Fg. pressekoordinator Julie Rademacher på 299 548878 eller mail: jura@nanoq.gl