Samtalebøger for børn

To nye samtalebøger for børn udkommer 10. maj 2013


Suluup aataava toqummat

Anaana qasusoorpoq


Bøgerne er skrevet af Amalia Lynge Pedersen og illustreret af Christian Fleischer Rex.

Departementet for Familie står bag to nye udgivelser af samtalebøger for børn (aldersgruppe 5-10 år) om svære og tabubelagte emner.

Udgangspunktet er to danske bøger, Da Martins bedstefar døde og Mor er psykisk syg, af Anna Rosenbeck og Inger Thormann.

Cand. psych. Amalia Lynge Pedersen har nyskrevet historierne til grønlandske forhold, og Christian Fleischer Rex har skabt helt nye illustrationer.

De to bøger kan bruges som udgangspunkt for samtaler mellem børn og voksne om emner, det er svært, men vigtigt, ud fra børnenes perspektiv at sætte ord og følelser på.

I Suluup aataava toqummat (Da Suluks bedstefar døde) er temaet sygdom, død og sorg i forbindelse med at miste en nær slægtning. Det er en særlig udfordring for børn, som dels ikke har så mange tidligere erfaringer med tab og dels risikerer at blive overset i forbindelse med, at de voksne selv gennemgår sorg.

At opleve at ens mor begynder at opføre sig helt anderledes end normalt, kan være forbundet med både sorg og angst hos et barn. Hvad er forestilling, og hvad er virkelighed? Børn kan også her risikere at blive ‘glemt’, når der er krise/sygdom i en familie. Det er temaet i Anaana qasusoorpoq (Mor er psykisk syg).

I samme serie udkom i 2011 Anaana ataatalu aalakooraangata (Når mor og far drikker) og Anaana ataatalu annersaagaangata (Når mor og far slår).

Bøgerne er udgivet i samarbejde med milik publishing.

De bliver fordelt gratis til en række institutioner.

De kan desuden lånes på biblioteket og købes hos boghandlere og andre butikker for kr. 149,-

Udgivelserne markeres i Katuaq med en reception i Lille Sal fredag den 10. maj kl. 15-17. Her vil Naalakkersuisoq Martha Lund Olsen holde tale, og Amalia Lynge Pedersen vil fortælle om bøgerne.

Alle er velkomne!