Grønland skaber klarhed – ikke kaos

Råstofselskaber, der engagerer sig i Grønland, kommer ikke til at betale mere i skat, end de gør i dag. Men der vil ske ændringer i måden, betalingerne vil falde på. Det er essensen af den reform, som den grønlandske regering vil fremlægge til den kommende efterårssamling med virkning for 2014.

Af Jens Erik Kirkegaard, naalakkersuisoq for Erhverv, Råstoffer & Arbejdsmarked

Det er vigtigt for mig at understrege, da Maliina Abelsen i den danske avis, Politiken, i artiklen ”Grønland kritiseres for at skabe kaos om skatter”, har skabt usikkerhed om Grønlands skattepolitik på råstofområdet.
Kort fortalt arbejder Naalakkersuisut med en model for beskatning, hvor royalty kommer til at indgå som en bestanddel. Udgangspunktet for modellen bliver at sikre både selskabernes konkurrenceevne og indtægter til Grønlands Selvstyre. I øjeblikket har vi en positiv dialog med selskaberne, hvordan det kan udmøntes i praksis.

At der kommer en reform af vores råstofpolitik, er ikke et udtryk for, at vi vil ”skabe kaos om skatter”, som artiklen indikerer. Der er faktisk tale om rettidigt omhu og en fortsættelse af en mangeårig tradition, vi har haft. Siden 2004 har vi hver 5. år foretaget en revision af vores råstofpolitik. Derfor er det helt naturligt, at der kommer en ny reform af råstofpolitikken i 2014.

Derudover er reformerne blevet vedtaget med brede flertal i Inatsisartut – og hver gang har Siumut indtaget rollen som primus motor, både i 2004 og 2009. Og jeg nærer et stort ønske om, at den kommende reform ligeledes vil blive vedtaget med et stort flertal, herunder med oppositionens stemmer.

Ved hver reform af råstofpolitikken er der sket et omfattende forarbejde, inden reformen blev vedtaget. Den samme åbne og transparente fremgangsmåde vil også blive benyttet denne her gang. Inden forslaget bliver fremlagt, vil der blive rig mulighed for at få endevendt forslaget, både medlemmerne af Inatsisartut, medierne, borgerne, interesseorganisationer og NGO’er.

Naalakkersuisut lægger stor vægt på åbenhed og transparens, når det drejer sig om råstofpolitikken. Under den for nylig afsluttede valgkamp var det et klar krav fra Siumuts side om, at der skal være åbenhed om vores råstofpolitik. Derfor kan oppositionen i Grønland være forvisset om, at vores forslag til en reform af vores råstofpolitik vil ske via den åbne fordør – og ikke igennem en halvlukket bagdør.

Jeg ser frem til dialogen om vores reform af vores råstofpolitik.