Godt resultat for Air Greenland A/S

Air Greenland A/S har i det forgangne år leveret et flot resultat på 107 mio. kr. før skat – en forbedring i forhold til sidste, ligesom det er en væsentlig forbedring i forhold til Air Greenlands udmelding i 2012 om et forventet overskud før skat på 60 mio. kr. Det gode resultat er primært skabt gennem reduktion i selskabets omkostninger.

Naalakkersuisut glæder sig over den positive økonomiske udvikling, som giver selskabet et godt udgangspunkt i forhold til den spirende konkurrence, som gerne skulle komme forbrugerne til gode i form af endnu billigere flybilletter og bedre service.

Air Greenland står ligesom resten af samfundet overfor en spændende udvikling, hvor mulighederne på råstofområdet kan skabe øget vækst for selskabet. Naalakkersuisut er tilfredse med at selskabet forbereder sig på denne udvikling til gavn for samfundet og aktionærerne.

På den baggrund udtaler Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond: ”Naalakkersuisut ser Air Greenlands rute mellem Nuuk og Iqaluit som en del af en begyndende ændring i trafikmønsteret generelt, som i de kommende år skal give samfundet bedre udviklingsmuligheder.”

Naalakkersuisut vil gerne som aktionær takke selskabets bestyrelse og ansatte for det gode resultat. Naalakkersuisut glæder sig til at følge selskabets udvikling i det kommende år.

De af Naalakkersuisut udpegede medlemmer af bestyrelsen er fortsat Jens Wittrup-Willumsen og Julia Pars.