Kontinentalsoklen mellem Grønland og Island

Enighed om afgrænsning af kontinentalsoklen mellem Grønland og Island

Udenrigsminister Villy Søvndal, formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist og Islands udenrigsminister Össur Skarpheðinsson har den 16. januar 2013 i København og Reykjavík undertegnet et arrangement om afgrænsning af kontinentalsoklen mellem Grønland og Island uden for 200 sømil.

Den opnåede enighed vidner om et særdeles godt samarbejde. Første gang, nogen blev enige om principper for afgrænsningen uden for 200 sømil i vore nærområder, var mellem Danmark/Færøerne, Island og Norge i 2006. Det nye arrangement mellem Danmark/Grønland og Island bygger på de samme principper. Det vil skabe klarhed og forudsigelighed med hensyn til fremtidig ressourceudnyttelse og vil være i overensstemmelse med Havretskonventionens målsætning om fastlæggelse af kontinentalsoklens ydre grænser.

Ifølge FN’s Havretskonvention af 1982 tilkommer der uden videre alle kyststater en kontinentalsokkel indtil 200 sømil fra kysten. Men en række stater, herunder Danmark (ved Færøerne og Grønland), har en sokkel, som strækker sig længere ud i henhold til kriterier fastlagt i Havretskonventionen. Disse stater skal forelægge dokumentation for udstrækningen af deres sokkel for Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser, som er oprettet under Havretskonventionen. Kommissionen skal på teknisk grundlag vurdere dokumentationen og anbefale, hvorledes soklens ydergrænse skal drages. På grundlag af disse anbefalinger kan kyststaten endeligt og bindende fastlægge grænsen for sin sokkel over for den dybe havbund.

I havområdet mellem Grønland og Island har begge parter fremlagt dokumentation for sokkelkrav uden for 200 sømil. Parterne har her overlappende krav på ca. 22.000 km2. Der vil derfor blive behov for fremtidige delelinjer. Kommissionen tager ikke stilling til fordeling af overlappende sokkelområder.

Arrangementet indebærer en aftalt procedure og skitserer rammerne for fremtidige delelinjer mellem parternes kontinentalsokkelområder. Den endelige afgrænsning skal derimod foretages ved indgåelse af en egentlig bilateral aftale. Dette kan først ske, når Kommissionen har behandlet parternes dokumentation og meddelt sine anbefalinger. Den løsning, parterne er blevet enige om, vil ikke foregribe eller påvirke behandlingen i Kommissionen.