Bootcamp 2013

Udbud af første bootcamp i 2013 vundet af lokal leverandør.

Udbudsprocessen for bootcamp i februar i Nuuk er nu afsluttet. Vinderen af udbuddet blev Motzfeldt og Grødem I/S, som er et nystiftet grønlandsk selskab, som der nu er indgået kontrakt med.

Om den kommende bootcamp udtaler Naalakkersuisoq Palle Christiansen. ”Jeg er særdeles glad for, at vi kan fortsætte succesen med bootcamps til glæde og gavn for en række af vore unge uden for uddannelsessystemet. Vi havde gode resultater med den første bootcamp, som var et pilotprojekt. I den forbindelse er jeg naturligvis meget tilfreds med, at en lokal grønlandsk virksomhed i den nu afsluttede udbudsproces viste sig at have det bedste bud på at afvikle den næste bootcamp.”

Bootcampen i Nuuk er den første af to forventede bootcamps i 2013. Det er målsætningen, at den anden Bootcamp 2013 skal afholdes uden for Nuuk, om end den endelige ønskede placering endnu ikke er fastsat. Der vil være op til 25 deltagere på den kommende bootcamp.