Alliaq

Alliaq er et tilbud til mænd og kvinder, der har volds- og aggressionsproblemer i forhold til deres partner.

Alliaq er navngivet efter en figur i Ole Brandts fortælling om fangeren, Qooqa, der vil bekæmpe jalousi og vold i samfundet. Qooqa bliver vejledt af sin omsorgsfulde og vise bedstemor, Alliaq, der viser ham, at vold ikke løser problemer, men tværtimod skaber flere problemer og mere vold.

Personer, der udøver vold mod deres partner, har som regel et ønske om et roligt og kærligt parforhold. Men de har svært ved at kontrollere impulser og vrede. Ofte er de klar over, at volden skader deres børn, og det motiverer ligeledes deres ønske om at lære at stoppe med at udøve vold mod deres nærmeste.

Behandlingsmålet i Alliaq er, at voldsudøvere skal erkende, at de udøver vold, og tage ansvar for volden samt lære at stoppe med at udøve vold mod deres partner. Tilbuddet består i psykologsamtaler til både mænd og kvinder, der bliver tilpasset den enkeltes behov og problemer.

Forløbet er individuelt og tager som udgangspunkt 8 timer.

Forløbet inkluderer også et tilbud om 2 timers samtale til en eventuel partner.

Man skal være minimum 15 år for at komme i behandling. Klienter under 18 år skal henvises af kommunen, og forældremyndighedsindehaver samt den unge skal give skriftligt samtykke.

Læs mere om tilbuddet på www.alliaq.gl