Justitsvæsen

Borgernes retssikkerhed er i centrum i ethvert demokratisk land.

Det handler om, at man skal kunne føle sig tryg, når man går på gaden og regne med, at politiet griber ind, hvis loven bliver overtrådt. Domstolene skal være upartiske og dømme efter de vedtagne love. Hensynet til ofre for kriminalitet skal veje tungt. Men samtidig skal behandlingen af tiltalte leve op de menneskeretlige aftaler, Grønland har tiltrådt.

Når en person bliver idømt foranstaltninger ved domstolene, skal borgerne kunne regne med, at dommen bliver ført ud i livet af Kriminalforsorgen. Det er også Kriminalforsorgens arbejde at hjælpe til, at de indsatte vender tilbage til en tilværelse uden kriminalitet, når de bliver løsladt. For at være med til at sikre dette, arbejder justitsområdet tæt sammen med særligt politi, domstole og kriminalforsorg – men også med andre relevante parter med tilknytning til justitsområdet, herunder socialområdet.

Under justitsområdet hører Rådet for Grønlands Retsvæsen.  Rådet er nedsat på baggrund af Retsvæsenskommissionens betænkning og skal være med til at koordinere samarbejdet mellem Grønlands Selvstyre og de danske myndigheder vedrørende kriminal- og retsforhold. Udover Grønlands Selvstyre er domstolene, Kriminalforsorgen, Politiet, KANUKOKA, Justitsministeriet, Domstolsstyrelsen og en universitetsforsker m.fl. repræsenteret i rådet.

Arbejdet på justitsområdet omfatter overodnet følgende opgaver og områder:
  • Kriminalret, herunder samarbejde med retterne, politiet, kriminalforsorgen og Justitsministeriet i Danmark.
  • Rådet for Grønlands Retsvæsen.
  • Sekretariatsfunktionen for Grønlands Råd for Menneskerettigheder.

Justitsområdet er ikke hjemtaget. Det betyder, at ansvaret i udgangspunktet ligger hos de danske myndigheder, herunder Justitsministeriet. Departementet samarbejder med de danske myndigheder om at realisere Naalakkersuisut’s og Inatsisartut’s politiske ønsker på justitsområdet.

Lovgivning inden for Justitsområdet offentliggøres på dansk, i elektronisk form under emneordet ’Grønland’, på: www.lovtidende.dk.

En grønlandsk version af lovgivning på justitsområdet er tilgængelig, i elektronisk form, på Rigsombudsmanden i Grønlands hjemmeside under menuen lovgivning.