Baggrund

Historisk overblik over det nordiske samarbejde

Det nordiske samarbejde har sit regelgrundlag i Helsingfors-aftalen af 23. marts 1962. Aftalen er en samarbejdsoverenskomst mellem de fem nordiske lande: Island, Danmark, Norge, Sverige og Finland. De selvstyrende områder Færøerne blev medlemmer af Nordisk Råd i 1970, mens Grønland blev medlem i 1984. Grønland har to medlemmer I Nordisk Råd med stemmeret. Aftalen er den eneste konvention, hvor Grønland er nævnt selvstændigt, og som giver Grønland mulighed for - og ret til - at optræde i eget navn.

Nordisk Råd, som er parlamentarikernes samarbejdsorgan, sender vedtagne rekommendationer (anbefalinger) til Nordisk Ministerråd og/eller til de fem nordiske lande, efter Nordisk Råds årlige ordinære session. På Nordisk Råds session i 2007 tog Nordisk Råd Ålandsdokumentetet til efterretning. Dette betyder, at Naalakkersuisut fremover også kan være adressat for rekommendationer/meddelelser fra Nordisk Råd.

Nordisk Ministerråd viderefører rekommendationerne, koordinerer besvarelserne af rekommandationerne og udarbejder besvarelse til Nordisk Råd om samarbejdets resultater samt opfølgning indenfor de forskellige ministerråd. Rekommendationer stilet direkte til regeringer besvares direkte af Naalakkersuisut.

I 1971 blev Nordisk Ministerråd grundlagt efter revision af Helsingfors-aftalen. Her blev Ministerrådet traktatfæstet som det officielle fælles samarbejdsorgan for de nordiske regeringer. Baggrunden for dannelsen af Nordisk Ministerråd var ønsket om en styrkelse af det nordiske samarbejde mellem de nordiske regeringer og regningsmedlemmer. Ministerrådet, der bygger på en mellemfolkelig forståelse, arbejder efter princippet om konsensus (enighed). Samarbejdet er ikke overstatsligt. De selvstyrende områder har ret til at stille forslag og ytre sig, men ikke stemmeret. De selvstyrende områders muligheder for deltagelse på lige vilkår i nordiske institutioner blev fastslået i Ålandsdokumentet i 2007. Da Nordisk Ministerråd arbejder efter princippet om konsensus, er afstemninger undtagelsen.

Ministerrådet har forskellig sammensætning, alt efter hvilke spørgsmål om samarbejde der behandles. Nordisk Ministerråd er således ikke ét råd, men mange ministerråd, også kaldet fagministerråd. Hvert ministerråd har en eller flere komiteer af embedsmænd tilknytet. Deres opgave er at behandle samarbejdsspørgsmål indenfor deres fagområde.

Hvert land varetager en formandskabsperiode på et år. Landet, der er formand, udarbejder et program, som angiver retningslinier for årets prioriteringer i arbejdet. Ministerråd og embedsmandskomiteer får sekretariatsbistand af Nordisk Ministerråds Sekretariat, der er placeret i København.

Statsministrene har det overordnede ansvar for det nordiske samarbejde i Nordisk Ministerråd, mens samarbejdsministrene har ansvaret for koordinering af samarbejdet i Nordisk Ministerråd. Hvert land og hvert selvstyrende områdes regering udpeger en samarbejdsminister.

De selvstyrende områder; Ålands Landskabsregering, Færøernes Landsstyre og Naalakkersuisut kan ud fra eget valg lade sig repræsentere i de ministerråd og embedsmandskomiteer, som de ønsker at deltage i. Grønlands deltagelse i de enkelte ministerråd (MR) og embedsmandskomiteer (EK-xx) varetages af de enkelte departementer.

Udenrigsdirektoratet varetager koordineringen af Selvstyrets overordnede indsats i det nordiske regeringssamarbejde. Udenrigsdirektoratets primære opgave er at servicere medlem af Naalakkersuisut for nordisk samarbejde. Udenrigsdirektoratet varetager derfor embedet som Grønlands repræsentant i Samarbejdsministrenes embedsmandskomité - Nordisk Samarbejdskomité (NSK). Udenrigsdirektoratet koordinerer Naalakkersuisuts deltagelse i Nordisk Råds session og i forhold til Nordisk Råds arbejde i øvrigt.

Udenrigsdirektoratet koordinerer desuden Naalakkersuisuts del af det vestnordiske samarbejde.

Nordisk Ministerråd afsætter hvert år midler til vestnordisk deltagelse i møder i nordiske samarbejdsfora. Udenrigsdirektoratet har til opgave at fordele rejsestøtten til departementerne samt løbende tilpasse eksisterende retningslinier for midlernes anvendelse.