Transport

Søfart

Søfart er en af grundstenene i infrastrukturen. Her sikres sammenhængen i et samfund udfordret af store afstande og geografisk spredt befolkning.

Hvad enten det er fritidssejllads, fiskeri eller til transport af varer og passagerer er søfarten centralt, hvis du ønsker at komme rundt i landet. Søfartsområdet er ikke hjemtaget, hvilket betyder, at lovgivningen på området udformes af Danmark, men tilpasses grønlandske forhold. Den gensidige forståelse mellem Grønland og Danmark på området opbygges bl.a. gennem tilbagevendende kontaktudvalgsmøder mellem repræsentanter fra Grønlands Selvstyre og Søfartsstyrelsen i Danmark.

RAL

Royal Arctic Lines ”Naja Arctica” til kaj i Sisimiut.

 

Sikkerhed-til-søs kampagnen

En væsentlig prioritet på søfartsområdet er sikkerhed til søs. Infrastrukturkontoret har derfor i en række år kørt en kampagne, der har til formål at udbrede viden om sikkerhed til søs gennem flere forskellige tiltag. Den består af en række råd om sikkerhed og udstyr, en række videoer og radiospots og endelig det nyeste tiltag, som er brætspillet Jagten.

Spillet er specielt designet til Grønland. Både spillepladen samt spørgsmålene om søfartssikkerhed er derfor ganske genkendelige. For at vinde spillet skal du nedlægge byttedyr såsom hvalrosser, isbjørne og moskusokser. Men en god jæger gør det ikke alene. Du skal også have det rette sikkerhedsudstyr, hvis du vil sikre, at din båd kommer sikkert i land.

Alle tiltagene i sikkerhed-til-søs-kampagnen er samlet på beredskabskomiteens hjemmeside.

 

Luftfart

Luftfart er et centralt element i Grønlands Infrastruktur. Det omfatter transport af passagerer og varer med henholdsvis fly- og helikopter. Luftfart er ikke hjemtaget, og derfor vedtages lovgivningen i Danmark og tilpasses dernæst grønlandske forhold. Der er ligeledes etableret kontaktudvalg mellem danske og grønlandske myndigheder på luftfartsområdet.

Grønland har tiltrådt en open-sky-aftale med Island. Det betyder, at landene i højere grad kan overflyve hinandens luftrum uden forudgående tilladelser.

Charteroperatører og andre, der ikke har koncession til flyvning i Grønland, skal søge om tilladelse til flyvning og landing i Grønland. Det gælder, hvad enten formålet er flyvning med turister, videnskabelige ekspeditioner eller noget helt tredje. Ønsker du at søge om beflyvningstilladelse, kan du skrive på: fly@nanoq.gl

Air Greenland

 

Landtransport

Grønlands vidtstrakte geografi og lave befolkningstæthed gør, at der ikke findes veje mellem byerne i Grønland. I hele landet findes derfor kun omkring 160 kilometer vej internt i byerne. Landstransport spiller derfor en mindre rolle sammenlignet med søfart og luftfart. Landstransport er ikke hjemtaget, og derfor vedtages lovgivningen på området af Danmark, hvorefter den tiltrædes af Grønland.

 

Transportkommission

Naalakkersuisut nedsatte i efteråret 2009 en transportkommission. Kommissionen fik til opgave at komme med forslag til løsninger på de udfordringer på transportområdet, som landet står over for i den nærmeste fremtid. Transportkommissionen kom med dens betænkning i april 2011.

Betænkningen og andre udgivelser fra Transportkommissionen række kan findes under publikationer.

Medlemmerne af Transportkommissionen var Nick Nielsen, Vagn Andersen, Karl Davidsen, Kristian Lennert, Christen Sørensen og Susanne Larsen. 

Transportkommissionen

Nick Nielsen, Vagn Andersen, Karl Davidsen, Kristian Lennert, Christen Sørensen og Susanne Larsen.