Offentliggørelse af aftaler mellem Naalakkersuisut og den danske regering

 

Naalakkersuisut og den danske regering har netop underskrevet en række aftaler om samar-bejdet om fremtidig udvinding og eksport af uran fra Grønland. Aftalerne fastlægger rammen for, hvordan Danmark og Grønland i fremtiden skal samarbejde om de særlige udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske forhold, der knytter sig til udvinding og eksport af uran.

Aftalerne sikrer at Grønland og Danmark overholder sine internationale forpligtelser overfor blandt andet Det Internationale Atomenergiagentur.

Uranaftalerne er en opfølgning på anbefalingerne fra uranrapporten fra 2013. De fire aftaler præciserer ansvarsområder og opgavefordeling mellem danske og grønlandske myndigheder i forbindelse med en mulig fremtidig udvinding og eksport af uran.

 

Aftalekomplekset består af:

- en overordnet samarbejdsaftale om de særlige udenrigs-, forsvars- og sikker-hedspolitiske forhold, der knytter sig til udvinding og eksport af uran fra Grønland,

- en fælleserklæring om sikkerhedskontrol med nukleart materiale

- en fælleserklæring om eksportkontrol af produkter og teknologi, der kan anvendes både civilt og militært (dual-use), og

- en aftale om Grønlands varetagelse af nuklear sikkerhed i forbindelse med minedrift.

 

Den danske regering vil med udgangspunkt i aftalekomplekset fremsætte lovforslag for Folketinget om henholdsvis sikkerhedskontrol med nukleart materiale og eksportkontrol med produkter, der kan anvendes både civilt og militært i foråret 2016. I overensstemmelse med gældende procedurer forelægges lovforslagene for Grønlands Landsting på forårssamlingen 2016, så Landstinget kan tage stilling til lovforslagene inden de færdigbehandles i Folketinget.

 

Link til:

Aftale mellem regeringen og landsstyret om samarbejde vedrørende de særlige udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske forhold, der knytter sig til udvinding og eksport af uran og andre radioaktive stoffer i Grønland.

Fælleserklæring mellem Udenrigsministeriet og Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel om sikkerhedskontrol med nukleare materialer.

Fælleserklæring mellem Erhvervs- og Vækstministeriet/Erhvervsstyrelsen og Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel om eksportkontrol af dual-use produkter og teknologi.

Aftale mellem Sundheds- og Ældreministeriet og Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel og Departementet for Finanser og Råstoffer i henhold til selvstyrelovens § 4 om dele af kompetencen på området nuklear sikkerhed samt bilag dertil.

For yderligere kommentarer, kontakt Ministersekretær for Naalakkersuisoq for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel Helene S. Pedersen telefon: 34 56 06